Reformationsprædiken

Prædiken af pastor Michael Lerche Nygaard.

Prædikenen er uden for den ordinrære teksrække

De tre tårne

I anledning af 500-året for reformationen

Nogle dejlige ord fra Romerbrevet kap. 1 lyder:

 ”Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro. Amen.”  (Rom. 1,16-17)

Vi vil gerne blive til noget. Noget mere end det, vi er.

Vi vil gerne være dygtigere, tyndere, rigere, klogere, og mere berømte.

Og så vil vi gerne anerkendes af andre for det vi gør. Sådan tænker i forhold til andre.

Og sådan tænker vi desværre også tit i forhold til Gud.

Tidligere i dag hørte vi en tekst, der handlede om det. Det var teksten om Babelstårnet. Det er et stykke meget gammel verdenshistorie, helt tilbage fra oldtiden. Teksten handler om en af de første generationer af mennesker her på jorden.

De besluttede sig for et meget ambitiøst projekt: De ville arbejde sig op til Gud. Og for at opnå det, begyndte de at bygge en bestemt slags tårne. Det var ovre i det område, der hedder Irak i dag, og som dengang hed Babylon.

Sådan et babelstårn kaldes for en ziggurat. Prøv at finde et billede af sådan en på nettet. Arkæologerne har fundet mange gamle ruiner af den slags tårne, så det er ikke bare et eventyr, vi har lyttet til.

En ziggurat ligner en slags pyramide. Men der er en trappe på den, nede fra jorden, og helt op i skyerne. Øverst oppe var der en slags dør. Den dør kaldte man for ”himlens port”.

For tårnet skulle ”hjælpe folk op til himlen”. Bringe mennesker op på Guds niveau, så de kunne komme i kontakt med ham.

Derfor brugte de også det allerbedste, de havde, når de byggede sådan et tårn. De dyreste og fineste byggematerialer: Teglsten – sådan nogle som vi også bygger med i dag, mange tusind år senere. Og almindelig mørtel var heller ikke godt nok. De brugte asfalt. Det kunne ikke blive mere solidt. Og det har været svinedyrt. De har ofret alt, hvad de kunne, for at skabe en forbindelse mellem himmel og jord – mellem Gud og mennesker.

Alt sammen, for at gøre både Gud og mennesker tilfredse. Men Gud syntes ikke om det. Det var ikke den måde, de skulle dyrke ham på. Derfor steg han ned, står der, og standsede hele projektet. Han skabte en sprogbarriere mellem folkene, og det store tårnprojekt gik i stå.

Flere tusinde år senere sad der en mand i et helt andet tårn. Det var tårnet i et kloster, han sad i. Og manden hed Martin Luther. Han levede for 500 år siden. Måske har du hørt om ham. Det var ham, der opdagede noget meget vigtigt, som kirken var ved at glemme - og som vi også tit glemmer i dag: Han opdagede, at vi ikke selv kan arbejde os op til Gud.

Luther var præst og munk, og han havde sit kontor i det tårn. Tårnet i Luthers hus var en tilbygning, hvor Luther havde kontor på første sal. Det var næsten helt symbolsk. For Luther havde i mange år forsøgt at gøre sig bedre, for at kunne nå op til Gud – for at kunne fortjene at komme i himlen.

I dag er der nok en hel del, der er ligeglade. Folk, som tænker, at når bare ikke man er værre end andre, så kan det være fint nok.

Men Luther var ikke ligeglad. Han var meget seriøs. Han havde læst i bibelen, at Gud kræver total retfærdighed. Han havde læst, at Gud ikke kan tolerere synd. Og det var helt rigtigt. Gud kun kan acceptere det perfekte.

Så gik Luther i gang med at gøre sig selv perfekt. Han blev munk, og afkald på mange behagelige ting. Han boede i et koldt rum. Han tvang sig selv til at stå op flere gange om natten for at bede. Han fastede, så han nærmest sultede. Han piskede endda sig selv, når han havde gjort noget forkert. Lidt ligesom slankekur og fitness, bare 100 gange værre. For på den måde håbede han på kunne opdrage sig selv, og blive bedre menneske.

Det var lidt ligesom et babelstårn. Luther håbede på at han kunne udvikle sig, og blive bedre. At han kunne ”arbejde sig op ad trappen til Gud”, trin for trin, og en dag komme helt ind gennem himlens port og blive frelst. Han håbede at han en dag kunne blive værdig til det.

Men det gik ikke ret godt. Og nu sad han så i klosterets tårn her, og læste om Guds retfærdighed. Den hadede han altid at læse om. For når han hørte om at Gud er totalt retfærdig, kom han altid til at tænke på, han ikke selv var. Han forstod udtrykket ”Guds retfærdighed” som en slags lineal, Gud målte ham med. En lineal, som viste, at han aldrig var retfærdig nok til at kunne få fællesskab med Gud.

Men han sad og læste, opdagede han pludselig noget, der kom til at betyde rigtig meget for millioner af mennesker lige siden. Han opdagede, at han havde misforstået teksten indtil nu. Han havde tænkt om Guds retfærdighed som noget, han skulle arbejde sig op til, ved at blive bedre.

Men nu kom han til at se, hvad der virkelig stod i bibelteksten: At Gud giver os sin retfærdighed, når vi tror.

 

Indtil den dag havde Luther egentlig bygget på sit eget ”tårn” for at komme op til Gud. Men nu så han, at det var en forkert måde at tænke om Gud og sig selv på. For Gud var allerede kommet ham i forkøbet. Gud var steget ned til ham i stedet for. Ikke for at dømme ham, men for at give ham denne eneste retfærdighed, der er retfærdig nok – nemlig Guds egen retfærdighed.

Det, Luther opdagede den dag, kalder man for hans ”tårnoplevelse”. Her sad han i sit tårn – og så fandt han ud af, at uanset hvor mange tårne og stiger og trapper, vi forsøger at bygge – så kan vi aldrig arbejde os op til Gud.

Gud kommer til os – for han vil give os sin retfærdighed som en gratis gave.

Hvordan kan Gud gøre det?

Det kan han, fordi der er et evangelium. Evangelium betyder ”en glad besked”. Og den glade besked går ud på at Gud elskede verden så meget, at han gav Jesus hen på korset. På den måde tog han straffen for menneskers uretfærdighed. Og nu vil han at alle skal tro på Jesus – for så får vi Guds retfærdighed, gratis.

Det er det, det betyder, når der står at den retfærdige skal leve af tro. Det bibelvers blev Luther for resten så glad for siden den dag, at han kaldte det for ”himlens port”!

Han havde jo fundet ud af, at vi aldrig når frem til himlens port ad stiger eller trapper eller gode gerninger – kun ved at tro på at Jesus er så retfærdig, at han kan dele ud af sin retfærdighed til os, der aldrig bliver retfærdige nok.

For at vi begynder at tro på det, må vi selv få en ”tårnoplevelse” hver især.

Det er her, det tredje tårn kommer ind i billedet, nemlig kirketårnet.

Det er ikke et tårn, der er bygget, for at man skal kunne klatre op til Gud, eller gøre indtryk på andre. Et kirketårn er der, for at invitere os hen, hvor vi kan høre det gode budskab om at Gud er kommet ned til os. 

Derfor er der to store klokker oppe i tårnet, som ringer løs, så hele byen kan høre det: Kom, kom, ringer de – kom og hør evangeliet. Kom, kom og hør, at Gud er kommet helt ned på jorden. Kom og hør, at han vil give dig og mig sin retfærdighed, så vi slipper for at bygge tårne og trapper og lave os selv om for at blive til noget. Kom og hør, at han elsker dig, præcis som den, du er.

Det er rigtigt nok at vi har en kæmpe regning i forhold til Gud. En regning, vi aldrig kan betale. Men Gud har selv skabt en løsning på det. Han lader Jesus betale regningen. Og så siger han, at den er betalt, hvis vi bare vil tro på Jesus og det, han har gjort for os.

Lad os lige samle op til sidst: Det er ikke vores egne kræfter, der skal bringe os tættere på Gud, men

”Evangeliet = Guds kraft til frelse for enhver, som tror”

Det er ikke vores egne anstrengelser, der skal gøre os retfærdige overfor Gud, men evangeliet ”giver os Guds retfærdighed”

Det er er ikke vores egne successer og fremskridt, der skal give os nyt håb, men ”den retfærdige skal leve af tro.”

Lad os takke Gud for det. Amen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk