17. søndag efter trinitatis

Prædiken til 17. søndag efter trinitatis

Prædiken af Jesper Bacher

Lukas 14, 1-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« AMEN Luk 14,1-11

Hellige Fader, hellige du os i din sandhed, dit ord er sandhed

”Der er en søndagsstille ro imellem træ´r og tage”, sådan hedder det i en kær efterårssang. Sangen er imidlertid fra 1948, mens lukkeloven stadig kunne mærkes. Nu om stunder kan det være så som så med søndagsroen. Mange butikker holder åbent, og selv om dagen stadig er fridag for de fleste, kan søndagen godt være ganske hektisk. Der holdes rask væk arrangementer i kirketiden, og der er mange søndagstilbud både på varer og underholdning. Tilbage i 1885 var der faktisk endnu mindre hviledag over den gamle hviledag- Butikkerne holdt åbent om søndagen, og butiksansatte kunne have en arbejdsdag på op til 17 timer. Netop derfor dannede man i 1885 ”Foreningen til Fremme af Søndagens rette Brug”. Foreningen ville gøre opmærksom på søndagen som kirkelig helligdag, og var med til udvirke den første moderne helligdagslov fra 1891. Ifølge den skulle butikkerne lukke kl. 9.00 om søndagen, kirkens gudstjeneste begyndte jo oftest kl. 10.00. Siden kom der flere begrænsninger, og i dag er der kommet markant færre.

Sådan er det, og der er naturligvis også religionsfrihed om søndagen. Det kan være fornuftigt at have dage, hvor vi hviler også som samfund og slækker lidt på hverdagskravene til hinanden. På den anden side tjener forbud næppe kirkens sag, og selv om der lukkes op for gudstjenesten hver søndag, kan vi ikke kræve, at samfundet stort set lukker ned i samme anledning. Ja, hvem har ikke benyttet sig af butikkernes søndagsåbent til få handlet i ro og mag? Jeg har i hvert fald.

Når det er sagt, må det også siges, at den, som ikke giver sig tid til Gud, ender med at spilde livet og forspilde evigheden. Har man travlt med alt muligt andet og ingen stunder til Gud, så det selvfølgelig, fordi gudsforholdet regnes for uvigtigt. Ikke noget der må tage noget af den kostbare tid. Jesus advarer om at lade hjertet sløves af dagliglivets bekymringer, så Gud går i glemmebogen og troen visner hen (Lukas 21.34). Det betyder ikke, at Gud opgør vores timeforbrug. Lange bønner og maratongudstjenester er ikke vejen til Guds rige, men Gud ord vil høres og æres, og det tager tid, men det giver også uendelig mere, end det tager.

I søndagens evangelium er der også hviledag, den hellige dag, den jødiske sabbat, som falder om lørdagen, og Jesus er til middag hos en af ledende farisæere. Jesus var altså i et selskab, som gik meget op i den rette overholdelse af sabbatten, og vi hører, at de sad og holdt øje med Jesus. Faldt han igennem, ville han forbryde sig mod sabbatten. Mon han ville gøre noget, man ikke måtte og dermed afsløre sig selv? Jesus var til en slags sabbateksamen, og man får det indtryk af de censorerne gerne så, at han ikke bestod. Der sad farisærerne som en selvbestaltet forening til fremme af sabbattens rette brug og holdt skarpt øje med denne Jesus.

Det kan godt lyde gammeldags og helt passé, men før vi sætter os på den høje fest i forhold til farisæere, så er der sandelig andre og nutidige regler for dagens rette brug. Der er mange uskrevne regler for, hvordan vi skal opføre os, hvad vi må og ikke må, og de, som siger, at de er fri fra regler, har bare nogle andre end dem, som de føler sig hævet over. Hvor der er mennesker, er der regler, og godt det samme. Var der ingen slet ingen regler, kunne vi ikke omgås hinanden i tryghed, og kaos ville hærge blandt mennesker. Der må være en orden, ellers ville alt være i orden, og det er der jo i sidste ende, ingen som mener. Men det gælder for alle regler og love, at de skal tjene mennesker ikke forsømme dem. Vi kan meget være uenige om, hvornår det er tilfældet, men mon ikke vi kan være blive enige om, at det bør være tilfældet? Guds lov er loven bag alle gode love og regler, og Guds kærlighed til mennesker er så gammel som skabelsen og så lang som evigheden.

Derfor tøver Jesus ikke med at helbrede den mand, som led af vand i kroppen, selv om det var sabbat. Ville farisærene måske tøve med at redde deres søn eller okse, selv om den var sabbat? Man kan heller ikke sige, at Jesus bryder sabbatten, tværtimod gør han sabbatten gældende som udtryk for Guds omsorg. Sabbatten er til for menneskenes skyld, menneskene er ikke til for sabbattens skyld. Det er udtryk for Guds omsorg, når mennesker kan komme sammen og høre hans ord, og det er udtryk for Guds omsorg, når der gives hviledage for krop og sjæl, men ingen hviledage for kærligheden. Kærligheden holder ikke sabbats - eller søndagsfri, selv om vi selvfølgelig har brug for regelmæssige fridage. Jesus blæser ikke på loven, hans blæser derimod sin Faders ånd ind i lovforståelsen. Uden lov går livet i stykker, uden blik for menneskelivet går loven vild. I fortalen til Jyske Lov fra 1241, hvor vi finder udtrykket ”Med lov skal land bygges”, hedder det også, at ”loven skal gøres efter alle deres tarv, som bor i landet”. Den proces er selvfølgelig stadig i gang, men den er udtryk for en kristen lovforståelse.

Nej, vi skal ikke hvile fra kærligheden, vi skal derimod hvile fra os selv. Hviler vi i tillid til Guds omsorg, behøver ikke længere at ophøje os selv, og det er noget af det mest befriende, som kan overgå et menneske. Ja, ja, vi falder for fristelsen, men der åbnes for en sund distance til kampen om de øverste pladser. Den kamp kender vi så inderligt godt. Der kæmpes om de øverste pladser i familierne, i skolerne og på arbejdspladsen, der kæmpes om de øverste pladser i politik og økonomi, i kulturlivet og i selskabslivet, i de store huse som i de mindste rønner, bag højeste plan som på gadeplan, i andegården som den store verden.

Dermed ikke være sagt, at der er noget galt i at være ambitiøs og stræbe højt, men dermed være sagt, at vi ikke skal ophøje os selv i kraft af vores pladser. Om vi sidder øverst eller nederst ved samfundets og livets bord, så er det Gud, som ophøjer, og hans bordplan kan ikke aflæses i verdens hierarkier og hakkeordener. De vigtigste pladser, er ikke dem, vi tager, men de pladser, som han giver os af nåde. Har jeg plads i Guds hjerte, så bliver jeg aldrig højere placeret, også selv om jeg aldrig måtte høre lignelsens berømte ord: ”Mim ven, sæt dig højere op”.

Man siger jo, at kirker fyldes nedefra. I hvert fald, når der skal være gudstjeneste. Sidste år var jeg til en opførsel af Bachs Juleoratorium i en af vores købstadskirker, og da dørene blev slået op for det ventede publikum, skal jeg ellers love for, at folk gik eller snarere småløb efter de øverste pladser. Det var der selvfølgelig ikke noget mærkeligt i. De øverste pladser giver den bedste koncertoplevelser og der er noget særligt at være tæt på musikere og sangere. Det er noget andet med en gudstjeneste, men der er ingen grund til distance i forhold til evangeliet. I kirken kan man sidde, hvor man vil. Man kommer imidlertid ikke for tæt på ved at sætte sig på øverste pladser. Gud placerede sin søn midt i blandt os, og han tog den nederste plads, korsets plads for at ophøje dødelige, skrøbelige og skyldige mennesker til en glæde, som overgår al forstand, al sorg, al smerte, alle tab. Jesus Kristus er vores sabbatshvile, han bar skyldens byrde, da han bar korsets byrde.

”Foreningen til Fremme af Søndagens rette Brug” hed den gamle forening, som sikkert er nedlagt for længe siden, men vi holder fremdeles søndag i kirken for at fremme den rette brug af alle dage. At vi må høre Guds ord, kende vores plads i hans hjerte og være en næste for vores næste.

Vi skal ikke fordele de pladser, som er i Guds hånd, men vi kan frimodigt sige til hverandre: ”Min ven, sæt dig under Ordet, så har får du den bedste plads med udsigt til himlen og blik for medmennesket, med dine synders forladelse og en bror ved din side”.

Ære være Faderens og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Prædiken af 

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk