18. søndag efter trinitatis

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis

Prædiken af  Kim Birger Nielsen Legarth, Hadserslev 

Kærlighed til Gud og medmennesket

”Mester, hvad er det største bud i loven?”. Igen bliver der lagt en prøve frem for Jesus, sikkert for at se om de kan få ham ned med nakken. Men selv om spørgsmålet ikke er ment ærligt, så kan vi jo nok få noget godt ud af spørgsmålet alligevel, for vi er vel også interesseret i at vide, hvad det vigtigste er i det at gøre Guds vilje. Bare på en kort formel. Lige som det er rart lige at læse nyheder på teksttv og på den måde få et hurtigt overblik, sådan er det også rart at vide kort og kontakt hvad Gud egentlig forventer af os. Og Jesu svar er enkelt og ligetil – det er det vi i dag kalder for det dobbelte kærlighedsbud. ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv”. De to ting hænger sammen og er lige – der er naturligvis en forskel i intensitet, for vi skal elske Gud højest, men i det øjeblik, at kærligheden ikke også vendes mod vores medmennesker, så vil kærligheden til Gud også blegne. Det vigtigste bud er at vi skal elske Gud – ikke halvhjertet, men helhjertet. Ikke bare helhjertet, men med alt hvad jeg er hjerte, sjæl, sind og styrke.

Vi kan naturligvis alle godt lide at blive elsket, men er det bare derfor, at Gud byder os at elske ham? Hvorfor mon Gud siger at vi først og fremmest før noget andet skal elske ham? Har han brug for vores kærlighed – er han så selvhøjtidelig, at han vil skade os og forlade os, hvis vi ikke elsker ham? Svaret til det er naturligvis ”nej”.

I Romerbrevet (8, 35) siger Paulus, at der ikke er noget, der kan skille os fra Jesu kærlighed – der er ingen ting, der kan få Gud til at holde op med at elske os. Tvivl, vantro, ukærlighed, had…. Guds kærlighed gælder alle mennesker – også de mennesker, der siger at de ikke tror på Gud… ja, selv det mennesker der rent faktisk ikke tror på Gud og så går fortabt. De er elsket af Gud.

Så Gud har ikke brug for vores kærlighed – han var stor og ophøjet også selv om der ikke var noget, der var mindre end ham. Gud er Gud – og har ikke brug for noget, men hvorfor siger han så, at vi først og fremmest skal elske ham – en da 100%?

Hvis Gud er kærlighed, så siger han ikke det her bare for at gøre livet surt for os – men med en hensigt: At det skal gå godt for os. Han vil det bedste for os – og han ved, at elsker vi noget mere end Gud, så vil vores liv begynde at blive trævlet op. Gud vil det absolut bedste for vores liv og Gud ved, at det bedste for os er at elske ham, for gør vi det vil resten af vores liv falde på plads for os.

Elsker vi vores familie først og så Gud som nummer to, jamen det ser da meget fornuftigt ud. Det er vanvittigt vigtigt at elske vores familie, for at elske familien er en hellig pligt. Men elsker vi vores familie mere end Gud, så elsker vi jo gaven frem for giveren og det har Bibelen kun et ord for at beskrive og det er ”afgudsdyrkelse”. Og det er lige meget om det så er familien vi elsker mere eller om det er at sætte jobbet højere, hobbyen højere, uddannelsen højere, materielle ting højere, politikken højere, … det er afgudsdyrkeri og forkert. Der er ikke noget forkert med de ting, de er gaver fra Gud, men det er afgudsdyrkning, hvis vi sætter mere pris på gaven end på giveren.

Og noget andet er, at vi bevæger os længere og længere væk fra Gud, hvis vi sætter noget andet foran og højere end Gud – vi løber tør for kærlighed, hvis vi fjerner os fra kilden til kærlighed: Gud. Vi kan faktisk ikke begynde rigtigt at elske vores familie og venner, hvis vi ikke først elsker Gud. Vores kærlighed til Gud er den direkte forbindelseslinie op til Guds mægtige kærlighed, er reservoir af kærlighed. Hvis vi forsøger at elske vores familie og venner og andre med den lille andel af kærlighed, der er i os selv, så vil det tømmes hurtigere end en sukkerfri cola i et fitnesscenter. Men hvis vi tapper af Guds reservoir af kærlighed, så har vi en uendelig. Og vi aftapper Guds kærlighed ved at elske ham først af alle ting.

Men hvordan skal vi elske Gud? Jeg tror ikke at det at elske Gud bare har med følelser at gøre, man kan også sige det på en anden måde, nemlig at det det primære mål for en kristen er at elske Gud med hoved, hjerte og hænder. Lad os se på det et øjeblik.

Elske Gud med hovedet

Først er det hovedet – for at elske Gud er vi nødt til at kende Gud. Det siger sig selv…. Så derfor betyder det at elske Gud med dit hoved, at du elsker ham med din vilje og dit intellekt. Med din vilje betyder først og fremmest at træffe beslutningen om at følge Jesus fra i dag og tro på ham. Jeg vil være et Guds barn – jeg vil åbne slusen fra himmelens kærlighedsreservoir. Den største og samtidig simpleste måde du kan udtrykke din kærlighed overfor Gud på er at sige til ham: ”Jeg tror på din søn Jesus Kristus og jeg vil vokse tættere ind til dig igennem ham og ønsker at lære dig at kende gennem det han har lært os”.

For at elske Gud med sit hoved er også at forsøge at lære mere om hvem Gud er og forstå hvem Gud er med vores intellekt og forstå hvad Bibelen siger og hvorfor det er relevant for vores liv. Vi skal være oplyste kristne. Jo mere vi ved desto mere står vi fast i troen. Gud gav os vores hoved, fordi vi skulle bruge det og vores forstand for at vi også skal bruge den.

Elske Gud med hjertet

Men det er naturligvis ikke nok bare at elske Gud med forstanden – man kan vide alt om Gud med hovedet, men ikke have troen med sig i hjertet. Kærlighed med hovedet er ikke nok.

Tænk hvis jeg kom hjem til min kone, Judith, og sagde til hende ”jeg elsker dig med hele mit hoved – det gør jeg virkelig”. Det vil bare ikke være nok. Men at kende til hende er ikke det samme som at  kende hende, tale med hende, lytte til hende. At kende til hende er anderledes end at kende hende, føle hendes nærvær, dufte hende parfume – føle hendes kærlighed.  At være sammen med hende - det er kærligheden med hjertet.

Man skal kende et menneske  At kende Gud er at læse om ham, men også at bruge tid sammen med ham. At elske Gud med sit hjerte er at vende sit hjerte op mod ham. At bruge tid på ham i bøn, samles til gudstjeneste, ikke bare for at høre en prædiken, men også for at synge salmer og lovsange til Gud, ”Stands, og forstå at jeg er Gud” lyder en opfordring i Salmernes Bog (Sl 46,11). At elske Gud med sit hjerte er at invitere Helligånden ind i sit hjerte.

At elske Gud med sit hjerte er at virkelig få det ind i sig hvad han har gjort for os – den kærlighed han har vist for os.

Elske Gud med hænderne

Gud ønsker at vi skal elske først med hovedet, så med hjertet og så til sidst med hænderne, så derfor fortsætter Jesus med ”Du skal elske din næste som dig selv”. At elske Gud er også at følge hans vilje med vores liv – følger hans bud. Ser vi om i Johannes første brev siger han ”For dette er kærligheden til Gud: At vi holder hans bud” (1. Johs 5,3).

At elske Gud er ikke bare hoved og hjerte, men også hænder. Der er meget, der skal gøres og Gud vil at du skal gøre det…. ikke alene, men sammen med dine medmennesker. At elske vores næste – er at reje os fra vores sofaer og korsfæste vores undskyldninger og dovenskab og menneskefrygt og så rejse os op og mætte dem, der er sultne, besøge dem, der er alene, tale med de bedrøvede, giv husly til dem, der har brug for det – også selv om de måtte stinke…. vi skal elske som vi er blevet elsket.

Lad mig lige summere op kort her til sidst. Vores kærlighed til Gud er  det vigtigste af lovens bud. Elske Herren din Gud med alt hvad du er…. målet med kristenlivet er at elske Gud med hoved, hjerte og hænder.

Hovedet – vi skal vælge at følge Jesus og bruge vores hoved til at granske i Bibelen for at finde frem til hvem Gud er.

Hjertet – vi skal leve sammen med Gud i bøn og lovsang, så det må blive et varmt og inderligt forhold vi har til vores Gud og far.

Hænderne – vi skal være villig til at gøre Guds vilje, og også række det bedste videre vi har: Invitationen til Guds kærlighed

Men det trælse ved det er, at der er ingen af os, der elsker på den måde. Vi elsker ikke Gud som vi skal og vi elsker ikke vore medmennesker som vi skal. Så hvis vores liv skulle afhænge af om vi kunne overholde det dobbelte kærlighedsbud, så stod det altså meget slemt til. Nogle gange kan vi ikke engang elske os selv – hvordan skal vi så kunne elske Gud og vores medmennesker? Det er selvfølgelig en hel anden prædiken, men alligevel hvad gør vi så? Ja vi kan enten opgive det hele, for vi duer ikke til det alligevel, eller vi kan bede ham om at hjælpe os med det. Har vi svært ved at elske, så lad os komme til ham, som ikke kan andet end at elske. At han må give os kærlighed af sin kærlighed. At han må lære os at elske, sådan som vi selv er elsket. Og beder vi om kærlighed fra ham, så vil vi få så meget, at vi slet ikke kan gøre andet end skinne den tilbage til ham igen, og lede den videre til vores medmennesker. Så på den måde giver han os, hvad han egentlig selv kræver

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv”.

 
 

 

 

 

 

 


Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk