20. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Jørgen Sejergaard, Nivå Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 22, vers 1-14:

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: ”Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd hvem som helst i finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, so de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.”

 Kære menighed!

 Himmeriget har sin egen dress-code. Det er budskabet i dag. Når nogen spørger: Hvad talte præsten om i dag, så er svaret, at han talte om Himmerigs dress-code.

En dress-code er en regel for påklædning. Når man bliver indbudt til fest, kan der på indbydelsen stå, hvordan man skal være klædt. Sådan er det også, når Gud byder til fest.

 Gud har indbudt os til den mest glædelige og festlige af alle slags fester, nemlig bryllup. Og det er ikke et bryllup på jorden. Den slags fester varer nemlig kun nogle timer eller højst nogle dage, og så bliver det hverdag igen. Nej, vi er indbudt til den evige fest i Guds evige rige. Vi er indbudt til Guds søns bryllup. Kristus er brudgommen, og kirken er hans brud.

Jesus er gift med kirken.

 Gud begyndte i det små. Først indbød han i Oldtiden det lille Israels folk. Israel var Guds brohoved ind i en menneskehed, som havde vendt Gud ryggen. Gud udvalgte dette folk, befriede dem fra slaveri i Ægypten, sluttede pagt med dem og gav dem både frihed og fædreland, men så vendte de ham ryggen, dyrkede tomme afguder, som ikke kan hjælpe, men kun skade. Så sendte Gud sine sendebud, profeterne, for at få folket til at vende om til den levende Gud, så de igen kunne være på vej til den evige fest, men folket ville ikke høre på profeterne. I stedet mishandlede de dem og slog dem ihjel. Derfor ender det gamle Israels historie i Oldtiden med, at udenlandske hære to gange kom og indtog Jerusalem, brændte den af og dræbte mange af indbyggerne. Resten blev ført bort til udlandet. Første gang fik de overlevende senere lov at vende hjem igen og genopbygge Jerusalem. Anden gang fik de ikke lov at vende hjem før i det 20. århundrede.

Gud indbød Israel til sin fest. Da de sagde nej, besluttede Gud at indbyde resten af menneskeheden. Han sendte sine tjenere ud for at indbyde hele verden. Derfor ser vi i dag, at kristendommen er spredt over hele verden. Alle skal have indbydelsen. Kom til fest! Alle er velkomne! Der er plads til alle.

 Når den indbydelse kommer til mennesker, er der altid nogle, der skal nødes. Det er dem, som synes, at de er alt for ringe til en sådan indbydelse. De kan ikke tro, at Gud virkelig elsker dem og vil have dem med til festen. Vi kalder dem anfægtede. De har sort samvittighed og kan ikke tro, at nogen bryder sig om dem. De skal høre indbydelsen mange gange, inden de begynder at fatte, at Gud virkelig mener det. De bliver meget lettede, når det går op for dem, at indbydelsen virkelig gælder dem, og de bare kan komme.

 Andre mennesker har det lidt anderledes. De synes straks, at de er selvskrevne. De kan til gengæld være meget kritiske over for andre.

Der er andre mennesker end dem selv, som ikke burde være velkomne i Guds rige, synes de.

Så vidt menneskenes meninger.

 Jesus ser anderledes på det. Han fortæller, at hvem som helst skal indbydes, og tjenerne fyldte salen med både onde og gode. Mange af dem, vi ikke vil have med, sidder der. Men så kommer kongen ind for at hilse på gæsterne, og da finder han én, som ikke har bryllupsklæder på. Han har ikke overholdt indbydelsens dress-code. Han kom i sit beskidte arbejdstøj og havde ikke vasket sit tøj eller skiftet til festtøjet. Kongen ser ikke på, om manden er ond eller god, men på, om han har det rigtige tøj på.

 Det kan nok undre. Ser Gud ikke på hjertet? Hvorfor går han op i noget så ligegyldigt som tøjet, når drejer sig om den evige frelse?

 Nej, Gud går ikke op i det tøj, vi kan købe i tøjbutikkerne. Tøjet her er et billede på noget andet.

Hvad er det beskidte tøj og festtøjet et billede på?

 Al vor retfærdighed blev som snavset tøj, siger en af de bibelske forfattere (Es 64,5).

På moderne dansk kan vi sige, at vi ikke har rene hænder. Sådan siger vi, når nogen har gjort noget åbenlyst forkert. Bibelen graver dybere. Al vor retfærdighed blev som snavset tøj.

 Hvordan det? Gør vi slet ingen gode gerninger? Jo, de fleste gør mange gode gerninger, men alligevel er der noget galt: Vi vil selv bestemme over vort liv. Vi holder vor Gud og Skaber udenfor. Han skal først blande sig i vort liv, når vi trænger til hjælp. Ellers må han gerne holde sig langt væk. Vi vil gerne have Gud som livsforsikring, men ikke som livets kilde, vi drikker af hver dag.

Selv i vore bedste øjeblikke vil vi være vor egen Herre. Det giver vort liv en ganske bestemt retning, nemlig bort fra Gud, bort fra livets kilde.

Selvtillid er en god ting, men selvdyrkelse er en dårlig ting, for den dør man af.

 Sådan er vores nød, som Gud gerne vil hjælpe os ud af. Vi er dødelige mennesker i snavset tøj. Gud vil gerne gøre os til udødelige mennesker i rent tøj. Kun Gud kan give os liv. Kun Gud kan rense os. Derfor har han sendt Jesus. Jesus er det evige liv. Derfor kan han skænke evigt liv. Jesus er ren. Derfor kan han rense os.

 Det gamle Testamente var børnelærdommen for Jesu tilhørere. De havde hørt beretningerne fra barnsben. Dér fortælles om en mand ved navn Josva, der stod foran Herrens engel, mens Satan stod på hans højre side for at anklage ham. Josva stod foran englen med snavsede klæder på. Da sagde englen til dem, der stod foran ham: ”Tag de snavsede klæder af ham.” Til Josva sagde han: Se, jeg fjerner din skyld fra dig og giver dig festklæder på.” (Zak 3,3-4).

Med sådanne beretninger i bagagen forstod Jesu tilhørere udmærket, hvad Jesus mente. Det snavsede tøj er vores egen retfærdighed. Dér finder Satan meget at anklage. Han tager Guds krav frem. Gud kræver det fuldkomne, det rene hjerte, og så begynder Satan at lede efter alt det forkerte, han kan finde, og når han finder noget, så anklager han os hos Gud. Når ens samvittighed er berørt af Bibelen, så føler man kun alt for let Satans anklager. Hvis man så modsat også hører, at Gud kan fjerne skylden, så bevæges man til at bede om, at han vil gøre det. Det har Jesus også lært os: Forlad os vor skyld! Vi skylder kærlighed. ”Far, eftergiv os vor skyld!”

Og når vi beder Gud det, så tager han det beskidte tøj af, fjerner vor skyld og giver os festklæder på.

Det var det, gæsten ved kongesønnens bryllup manglede. Han havde ikke bedt om forladelse. Han stod der bare, som han var, i sit eget snavsede tøj.

 Alvoren er, at den, der ikke hører hjemme i Guds rige, måske ikke er alle de andre, men os selv. Det er det, Jesus vil have os til at tænke på. Ikke fordi han ikke vil have os med, men fordi han gerne vil have os til at skifte tøj, inden Gud kommer og finder os i vort gamle beskidte tøj.

Den kristne kirke har mange medlemmer, og mange anser sig selv for selvskrevne til Himmerig. Jesus vil lære os, at Himmerig er en gave og hverken et retskrav eller en selvfølge. Man kommer kun derind gennem Guds tilgivelse. Ganske vist kommer man gratis ind, men man kommer ikke ligegyldig derind. Man bliver man frelst, men mister sin selvretfærdighed. Vi er indbudt til Himmerig, men hele feststemningen er kærlighed og tilgivelse. Og hvis man ikke ønsker denne kærlighed og tilgivelse, så hører man ikke til ved den fest. Og alternativet er kun evigt mørke, hvor vi for evigt er bundet til vor synd og skyld. Der er ikke andre steder at flygte hen.

 Derfor indbyder Gud os til at få tilgivelse. Han vil redde os fra mørket, Vi indbydes til at få nye klæder. Gud vil gerne give os nye klæder på. De nye klæder er ikke et stykke stof, men en person, nemlig Jesus. Vi bliver klædt i Kristus. Det sker ved troen og dåben: Alle er I Guds børn ved troen. Alle I, der er døbt til Kristus, har iført jer Kristus. Troen gør os til Guds børn. Dåben giver os ny klæder. De klæder er Jesus.

 Så stort og rigt er det at være kristen. Man er Guds barn. Man er klædt i Guds tilgivelse. Man er klædt i Jesus Kristus selv. Man er på vej til festen i Guds evige rige, Himmerig.

Her på jorden går vi i tøjbutikker, når vi skal have festtøj. Så er vi klædt på til de fester, som andre mennesker indbyder os til.

Anderledes er det, når Gud indbyder. Så kan vi ikke købe festtøjet. Vi kan slet ikke betale. Det må gives os. Kun Gud kan give os det. Intet kan vi købe, alt kan vi få. Vi må bede Gud om festdragten.  

Jesus har lært os Fadervor. At bede den bøn er at bede om festdragten. Da går vi under Guds dress-code.

 Spørgsmålet er, om vi ønsker det.

 Amen

 inviteret

 

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk