3. søndag i advent

Prædiken af Pastor Henrik Højlund

Luk 1, 67-80

Lige så sikkert som amen i kirken, kommer det hvert år, når vi nærmer os jul klager over, at den kristne kirke bliver ved med at insistere på den 25. december som Jesu fødselsdag. Jehovas Vidner eller ateisterne eller nogen andre. Det er i virkeligheden en gammel hedensk solhvervsfest, siger man. Som kirken så har stjålet og påstået, at dér blev Jesus født.

Nu har kirken faktisk aldrig hævdet, at den 25. dec med sikkerhed er den historisk korrekte dato. Den kender ingen af gode grunde. Man gik ikke og huskede på den slags den gang.

Det kan i virkeligheden meget vel være, at kirken lige præcis lagde fejringen den dato, fordi det netop var en gammel hedensk fest for solen og solvendingen. For dermed sagde kirken, at den kendte en sol, som overstrålede selv denne verdens strålende sollys. Solopgangen fra det høje. Som Johannes Døbers far Zakarias kaldte ham.

Hos os kan vi ligesom ikke forestille os et bedre tidspunkt at fejre jul på end netop nu, hvor vi har den mørkeste tid, men hvor vi også ved, at lyset vender tilbage. Solen vender. Naturens gang passer som fod i hose til budskabet. Kunne I f.eks. forestille jer at fejre jul under varme himmelstrøg, hvor solen nærmest med usvigelig sikkerhed står op på en blå himmel hver morgen og lige meget hele året rundt. F.eks. i Etiopien, hvor jeg lige kommer fra. Nej vel. De kan ikke have rigtig jul dernede. Men det har de nu. Og selv solen kan spille med, hvis det skal komme an på det. Når man har ligget sådan en hel nat i et hus, alene, uden sin kone ved siden af, ligget og lyttet efter lyde i det dybe afrikanske mørke, følt at der var slanger under sengen, vildmænd udenfor, der bare ventede på, at man faldt i søvn, så de kunne komme ind og skære halsen over på en og stjæle ens sidste mønter og computeren, så kommer solen som en velsignet nyhed hver morgen. Den kommer med en melding, der jager alle mørke nattetanker væk på et splitsekund. Hvor latterlig man dog kan være, tænker man, dejligt befriet af den nye dags første stråler. Solopgangen fra det høje. Solopgangen med varme, lys, nyt livsmod, med ren og ny glæde.

Selvfølgelig taler Johannes’ far Zakarias ikke bare om et smukt naturfænomen og livsmod i almindelighed til mørkerædde danske præster. Solopgangen fra det høje handler om en glæde, der stikker dybere, meget dybere.

”…lære hans folk frelsen at kende…”

”Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os.”

”Guds inderlige barmhjertighed” rummer tre store gaver:

  1. Frelse i form af syndernes forladelse,
  2. den gave at få lov til at tjene Gud ”i fromhed og retfærdighed”
  3. og så lyset for dem, ”der sidder i mørke og i dødens skygge”.
  1. Det slog mig, hvor stærkt og klart frelsen er identificeret med syndernes forladelse, og hvor meget det fylder gennem hele Zakarias’ lovsang, både direkte og indirekte. Det er virkelig frelsens alfa og omega – ligesom i resten af Biblen.

Direkte udtyrkt: Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
      for du skal gå foran Herren og bane hans veje
       v77  og lære hans folk at kende frelsen
      i deres synders forladelse,
Og indirekte: ”oprejst os et frelsens horn”. Det er en henvisning til de fire hjørner på alteret i templet, som var formet som horn, og hvor der skulle stryges noget af blodet fra offerdyret på. Vi har et ”offerdyr” nu, som hedder Jesus.

Vi finder også i udtrykket: ”give os at tjene ham uden frygt”. ”Uden frygt” betyder, at frygten ellers er det, der ligger os nærmest i forhold til Gud. Og den frygt kommer altid af usikkerhed på, om vi er tilgivet og elsket.

Præcis som det er i mange mellemmenneskelige forhold. Usikkerheden på hinanden kommer helt enkelt af, at vi ikke føler os sikre på den andens fulde accept, tilgivelse og kærlighed. Er jeg i virkeligheden en smule - eller meget - fordømt eller forkert i den andens øjne? Og kender du så ikke også det, at det kan være blæst væk på 2 sekunder, når den anden ved en eller anden tydelig tilkendegivelse signalerer, at han accepterer og bærer fuldstændig over med dig. Pludselig føler du dig på helt sikker grund igen i forhold til den anden. Frygten render af dig på sekunder.

Mandela døde i den her uge. Han stod for det store forsoningsarbejde efter mange års uforsonlighed mellem hvide og sorte i Sydafrika. En af hans nære medarbejdere sagde, at på et tidspunkt gik det op for ham, ”at vores folks befrielseskamp ikke så meget handlede om at befri sorte fra slaveri, men i højere grad om at befri de hvide fra deres frygt.”

Hvis ikke de hvide blev befriet fra deres frygt, ville der aldrig blive forsoning. For frygt skaber afstand og fjendskab, og frygt overvindes kun ved tilgivelse og barmhjertighed og kærlighed.

Jeg har en bøn, jeg beder hver dag i min middagsbøn: ”Drag os ind i din kærlighed, Kristus Jesus, og fri os fra al frygt”.

Når vi drages ind i Kristi kærlighed, ind i Guds inderlige barmhjertighed, ind i syndernes forladelse, så fordrives frygten.

”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf” (1 Joh 4, 17-18). Solopgangen, som kommer med Guds inderlige barmhjertighed, med frelsen i syndernes forladelse, med frelsens horn, handler om, at en anden er straffet, en anden fik smurt sit blod ud på frelsens horn - og derfor er der ingen grund til frygt mere. ”Drag os ind i din kærlighed, Kristus Jesus, og fri os fra al frygt”. Jo dybere, vi drages ind i Kristi kærlighed, jo stærkere vi fæstner vores liv til frelsens horn, desto mere forlader frygten os.

  1. Og så kan vi tjene ham i fromhed og retfærdighed – uden frygt.

Fromhed og retfærdighed – det lyder lidt overfromt… Det er sådan noget, vi nemt kan komme til at vrænge lidt ad. Det tror jeg, der er to grunde til. For det første kan vi ikke udstå andres lidt for udstillede, selvfremhævede fromhed og retfærdighed. For det andet har vi det dybest set skidt med egen mangel på fromhed og retfærdighed, og derfor kan vi ikke rigtig med det, i stedet ironiserer vi lidt over det.

Men begge dele fejes af bordet i Zakarias’ ord. For den fromhed og retfærdighed, vi tjener ham med, er den fromhed og retfærdighed, vi får af ham selv. Det er nemlig forbundet med pagten med Abraham – ”den ed, han tilsvor vor fader Abraham” Hvad for en ed, hvad for en hellig pagt? Tros-pagten, svarer Biblen os. Paulus har skrevet et helt kapitel om det i Romerbrevet. Det er pagten, der nulstiller gerningernes vej til Gud, for i stedet at lægge al vægt på troen. ”Det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro” (Rom 4, 13). En retfærdighed og fromhed, der bliver givet af tro – tro på Jesus, frelsens horn.

Så ved I hvad, hvor overdrevet det end lyder: vi får lov til alle sammen at se på os selv og hinanden som nogen, der tjener Gud i fromhed og retfærdighed!

  1. ”…lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”.

Læg mærke til måden det siges på. Der er ikke tale om, at mørket og døden forsvinder, men der falder lys ind over. Jeg vidste da også godt nede i Etiopien, når jeg slog skodderne fra vinduerne om morgenen, og sollyset faldt ind og mørket var som blæst væk – så vidste jeg da godt, at det nok ville blive mørkt igen, når klokken var halv syv. Men jeg vidste jo også, når det så blev mørkt igen, at solen nok også ville vende tilbage igen næste morgen. Og så kan man bedre udholde mørket. Og nu tænker jeg det selvfølgelig billedligt, på et mørke som er langt tungere. Sygdommens mørke, depressionens mørke, dødens mørke.

I Etiopien hørte jeg en historie om en amerikansk præst, hvis kone døde. Han havde en lille datter, og efter morens død satte der sig en dyb frygt for døden i hende. Hun vendte tilbage til det igen og igen. Hun var hele tiden bange for at dø. Faren gjorde, hvad han kunne, prøvede på alle mulighed måder at berolige hende. Men han kom ingen vegne.

En dag var de ude og køre, pludselig kommer en kæmpelastbil på tværs af bilen, og de var centimeter fra en kollision, men de slap med skrækken. Den passerede dem, de nåede ind i dens skygge, solen forsvandt i tre sekunder, det var alt.

Efter at de har sundet sig, sagde faren til datteren: ”Hvad ville du helst rammes af – lastbilen eller bare dens skygge?” ”Skyggen!” ”Mor blev kun ramt af dødens skygge. Fordi Jesus blev ramt af selve døden.”

Zakarias’ lovsang priser Gud for opfyldelsen af løfterne, for solopgangen, der er kommet. Og det endda før Jesus blev født. Han lever i løftet, allerede inden det er opfyldt. Det kan vi lære af. Vi lever jo også før opfyldelsen, den sidste endegyldige. Det kræver udholdenhed, mod, stædighed, vilje at blive ved med at holde fast i løftet, at leve i det. Men belønningen er også enorm, allerede nu: glæde.

I bogen om Mandela står der: ”Hvis Mandela havde lært én ting i fængslet, var det at se tingene i det langsigtede perspektiv. Og det betød ikke at lade sig bringe ud på et sidespor af de aktuelle rædsler, men holde blikket fast rettet mod det fjerne mål.”
Hermed en Velsignet Jul i Jesu navn!

hqdefault
             

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk