Juleaften

prædiken af  Carsten  Møller- Christensen Allinge-Sandvig

Luk.2,1-16: Julprædikebeaften 2017                               DSD: 94; 104 – 119; 121    

I de tekster fra vor bibel, der i dag er blevet læst op, møder vi noget, der må forekomme os mærkeligt:                    En jomfru skal føde en søn. Barnet er en efterkommer af kong David, OG barnet skal efter Guds vilje fødes i Betlehem, hvilket er mildt sagt meget problematisk for barnets mor, den unge gravide jomfru, der bor i Nazaret. ALT dette er noget, som Gud lader ske for, at vi derved skal få syn for det umådeligt store og tilmed evigt vigtige. OG denne udsigt, - det Gud vil vise for os mennesker, - præsenteres for nogle hyrder uden for Betlehem, da en engel siger det sådan til en flok dem: ”Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er TEGNET, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Hyrderne reagerede da også sådan, som man kunne forvente: De sagde ”til hinanden: ’Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os’”. Det gjorde de så. Og derfor blev de klar over, at det budskab fra Gud, som var sendt til dem OG, som de havde hørt, havde talt sandt.

Kære venner! Vi står i og for sig i samme situation som hyrderne uden for Betlehem dengang. Ligesom de har også vi hørt budskabet om, at Kristus, frelseren, er kommet her til vor verden. Dermed har vi fået den skønneste udsigt, der ovehovedet findes, - tegn på noget der vil vise os, at vi har et evigt og herligt håb. MEN ligesom hyrderne skal vi – i overført betydning - sørge for at åbne vore øjne sådan, at vi ser, hvad Gud vil vise os gennem Jesus Kristus, vor frelses Gud. Vi må sagt på en anden måde åbne vore sind op for de tegn – for det -  som Gud i sit ord, i vor bibel, vil åbenbare for os sådan, at vi lader Gud vise os den udsigt og evighed, som han ønsker at give os netop derved, at vi knytter os til ham, lever i fællesskab og følgeskab med ham.  

Mange har spekuleret på, om der ude i rummet – væk fra vor jord – findes levende væsener. Lad os nu tænke os den tanke, at det gør der. Og en dag i slutningen af juni måned ankommer her til Danmark nogle rumvæs-ener, som intet kender til livet her på jorden og verdens gang her. Disse rumvæsener vil opleve en dejlig lys og varm tid, hvor alt snart sagt spirer og gror. Men så efter højsommeren følger efteråret. Disse rumvæsener er her også frem til slutningen af november, ja, et godt stykke ind i december måned. Hvad ville de, som jo som nævnt ikke vidste noget om årets gang her , - hvad ville de mon tænke? Lad os se at komme af sted herfra. Her bliver det jo bare mørkere og mørkere, mere og mere vådt og klamt, ligesom livet forsvinder mere og mere. Alt er jo på vej imod en mørk og kold livløshed, imod døden. Så lad os se at komme væk, - og det så hurtigt som muligt. Det kan kun blive for langsomt!

Sådan synes jeg, at det ville være fornuftigt, om et sådant rumvæsen ville tænke, hvis det havde været her i landet fra slutningen af juni til midten af december og som nævnt intet kendte til alle årstidernes skiften her.

Men hvordan forholder det sig for os, der ikke tænker på denne måde, selvom vi også er trætte af det kolde, våde og regnfulde vejr? Jo! Vi ved at vejret skifter. Allerede nu – faktisk for snart tre dage siden – havde vi således den korteste dag i året. Det er altså allerede nu begyndt at blive lysere. Ganske vist kan det sagtens i de næste tre måneder blive mere koldt og vådt end nu; men vi har dog tegnene, der viser os, at vi er på vej imod den lyse og herlige forårs- og sommertid. Og tilmed følger der flere og flere tegn på, at sådan forholder det sig.                                                                                         Noget lignende, som jeg her har fortalt, gjorde sig også gældende for Guds folk i flere hundrede år før, Gud kom til os i sin søns, i Jesu Kristi skikkelse. Dengang levede man også i en mørk og kold tidsalder, der må have forekommet dem uudholdelig at leve i. Men de havde tegnene, - de tegn fra Gud, der gav dem livsvilje, håb om, at Gud en skønne dag ville frelse dem: At han, frelsens Gud, med andre ord ville føre dem ind til et evigt liv i sit paradis. De havde de opløftende tegn.

Og så indtraf det, vi hørte om her i jueleevangeliet. Jeg skal ikke beskrive, hvordan det forholdt sig med de tegn, der på forhånd var der, - og som klargjorde, at nu var frelsens Gud på vej. Og nu var han kommet i barn Jesu skikkelse. MEN tegnene var der. Man kan se, at sådan forholdt og forholder det sig, - hvis man da ellers vil undersøge, om dette virkeligt er sandt. FOR da kan man i bibelens beretninger se, at der findes disse løfterige tegn, - og at mange af dem netop er opfyldt. Og det styrker vor tro på, at det, der endnu ikke er opfyldt, ja, det vil også senere, (måske endda meget snart), blive opfyldt. Tegnene er der jo, forstår vi.

Netop disse tegn fra Gud har skabt noget i os mennes-ker. For når i tidens løb mennesker har tænkt over liv og død OG derpå spurgt efter, hvad Gud i sit ord, i vor bibel, fortæller os derom, har man kunnet se to ting, - to ting, som man stadig kan finde i vor bibel: For det første har man set, at Gud tilbyder os et evigt liv i hans Himmerige, - en evighed, som end ikke døden vil kunne stjæle fra os. Og for det andet har man kunnet se en række tegn, der lader os forstå, giver os tro på, at Guds frelsesløfter virkelig er udtryk for virkelighedens verden.

Lad os se for at forstå det ovenævnte bedre se på budskabet om hændelserne i den første jul. Der er nemlig så meget derved, som umiddelbart må fore-komme os mærkeligt:

Hvorfor skulle en jomfru således rejse den lange vej fra Nazaret i nord til Betlehem – over 100 km sydpå. OG det tilmed medens hun var langt fremme i sin graviditet.

Hvorfor skulle det drengebarn, hun skulle føde stamme fra kong David, hvad det også gjorde? Og hvorfor kom der omkring fødselstidspunktet en særlig kraftig lysende stjerne på nattehimlen dernede over Betlehem?                 Senere efter Jesu fødsel, da Josef og Maria måtte flygte med ham til Ægypten – og først måske godt et par år efter, da familien atter fra Ægypten kunne vende hjem derfra og bosætte sig i deres hjemby, Nazaret, - jamen, hvorfor skete dette, ligesom det andet underlige var gået for sig i forbindelse med vor Guds og Herres, Jesu Kristi, fødsel, VAR der en mening med det?

Jo! For i sit ord, i det vi kalder det GT -  dér havde Gud flere hundrede år forinden forudsagt, at netop en jomfru skulle føde en søn. Og denne søn skulle fødes i Betlehem. En stjerne skulle tilmed være tegnet på, at nu var en efterkommer af kong David og dennes forudgående slægt – af Isajs og Judas slægt – en stjerne skulle netop være tegnet på, at han var født. For han, der kom til verden som et almindeligt spædbarn, - han var frelseren. Ingen ringere end vor Gud og Herre selv. 

Lad mig derfor slå fast: Egentlig er der ikke i en bestemt henseende så meget underligt ved det, vi hører i vort juleevangelium. FOR sagen er, at det, der deri kan forekomme os mærkeligt i forbindelse med Jesu fødsel, Tænk! i flere hundrede år i forvejen havde Gud ladet os vide, hvordan det skulle være ved frelserens fødsel. Og sådan blev det. Det egentlig mærkelige er derfor, at vi mennesker i alt for ringe grad ofte ikke bemærker den sammenhæng, der består mellem det, at Gud i så mange hundrede år forud har forudsagt, at noget vidunderligt vil ske, - OG at vi så efterfølgende kan forstå, at som Gud havde lovet det, at det ville blive, SÅDAN kom det til at gå for sig.                                                                 Jo! Som jeg for lidt siden udtrykte sagen: Gud har fra tidernes morgen lovet os et evighed i sit paradis, -  et evigt liv, som end ikke vor død vil kunne fratage os. OG vha. af en række tegn har han underbygget sine løfter derom sådan, at vi kan stole – tro – på, at hans frelsesløfter er udtryk for virkelighedens verden. Sådan er det altså. Det kan vi se, at det vor bibel kan vise os.

Livet former sig, - har forskellige sider knyttet til sig.  Som barn kan det være så godt og lykkeligt; men barn-dommen kan desværre også være en svær tid. Teenag-erårene og tiden som ung kan også være præget af store forskelle, hvad angår glæde og sorg. OG som vi bliver ældre, oplever vi også, at der intet er ændret i så henseende, - bortset fra, at vi sikkert i større grad præges af tanken om, at tilværelsen her for vort vedkommende nærmer sig dens snarlige ende.                                                         Hvad stiller vi så op imod det – i overført betydning – tiltagende mørke, kulde og livløshed? Se på det, som Gud viser os om fremtiden og evigheden med i sit ord, i bibelens skrifter. Der har vi nemlig tegnene, der ligesom stjernen over Betlehem i sin tid, vil vise os, at der lige-ledes for os er født en frelser. Jo! Disse tegn viser os noget herligt, - lader os få tro på samt bevarer vor tro på Gud, - lader os tro, at vi i Jesus Kristus har en frelser. OG hvilket syn!

Jo! Tegnene er der – udsigten til det evigt vidunderlige. Men om vi så vil sørge for at se denne udsigt, som vor bibel lader os vide findes, - Se! det er noget, som vi må sørge for. I overført betydning er det os, der må åbne vore øjne for at se Guds tegn, - dét, som han både vil og kan vise os.                                                                    Men har vi en herlig udsigt, et frelseshåb? Ja! Og denne udsigt, - dette håb, - er så stor, så vi i tro på derpå kan indrette vort liv og fremtid derpå. OG lad mig vha. en sammenligning forsøge at forklare denne forskel mellem Guds tegn, den udsigt, han giver os på den ene side, OG så dét på den anden side meget større, der evigt forestår, OG som vi endnu ikke opnår her i jordelivet:

Tænk på, hvordan det forholder sig, hvis du en tindren-de klar frostdag i februar måned står deroppe ved kirken i Rutsker OG ser ud over havet over imod den svenske kyst. Da kan du se rigtig meget derover i Sverige. Men virkeligheden er dog alligevel den, at du faktisk kun ser lidt – en smule – af Sverige. Men du kan dog se så meg-et, at du forstår, at du kan komme derover – og få endnu mere med det svenske land at gøre.                                               OG sådan forholder det sig også med de tegn – den udsigt, som vor bibel lader os forstå findes, hvad angår Guds rige og evigheden der: VI kan se tilstrækkeligt til, at vi får viden om, tro på, at også ufuldkomne mennesk-er som os kan komme derind og få et evigt liv dér.                     Jo! Gud viser i bibelen, at der findes den herligste udsigt samt, at vi kan få forståelse for, at det er sandt, at der findes en sådan. OG ikke nok med det: Gennem det Gud i sit ord viser os, får vi også forståelse for, tro på, at dét, som vi nu og her kan indse, findes, MEN det er kun uendeligt lidt sammenlignet med den evighed, der forestår indenfor i Guds himmelske rige engang.                                                                    Julens budskab er derfor at sammenligne med nogle herlige tegn, en vidunderlig udsigt. Men det er så vort valg, om vi vil åbne vore øjne, vore sind, sådan, at vi får forståelse for, tro på, at det her drejer sig om virkelighed så virkelig, som noget overhovedet kan være.

OG så her til allersidst: I bedste fald ser vi kun en meget lille brøkdel af alt det herlige, som forestår os engang i Guds paradis. Men vi forstår, fordi vi her i livet har sat vor lid til Jesus, har satset på, at han har ret mht dét, han vil med os, kommer vi i al evighed til at kunne få en evighed hos Gud.

At det forholder sig sådan, - dét satser vi på, sætte vi vor lid til. Og en sådan holdning hos os er netop det samme, som at Gud om os fastslår, at vi er troende.

Glædelig jul!  
             

Stjernen

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk