Sidste søndag efter helligtrekonger

Prædiken til sidste søndag efter Hellig Tre Konger den 9. februar 2104 kl. 9.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 12, vers 23-33:

Jesus svarede disciplene: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer:  Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.

Nu er min sjæl i oprør, hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: ”Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: ”En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: ”Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Timen er kommet! Det oplever vi i stort og småt mange gange i vort liv. Som børn hørte vi vores mor kalde og sige, at nu skal vi spise. Indtil da havde vi måske flere gange utålmodigt spurgt, hvad vi skulle have til aftensmad, men da maden så var på bordet, var vi i gang med noget andet, og så var vi ikke til at trække til bordet.

Nu gælder det, tænker vi, når uddannelsen er ved at være slut, og vi går til den sidste eksamen.

Nu kommer de, tænker vi, når forberedelserne til en stor fest er til ende, og gæsterne strømmer ind.

Nu sker det. Sådan kan vi føle det, når vore værste anelser går i opfyldelse.

Nogle steder kan man mærke vingesuset fra fortidens skæbne- og stjernestunder. Det gælder f. eks. Dybbøl i disse måneder. Andre gange kan man opleve, at man selv er med til noget stort. Alle de mange sportsfolk, som i disse dage er samlet til Olympiske Lege i Sochi, kan let gribes af en sådan følelse. Og det gælder hele det russiske folk – og måske også tv-seerne.

Sådan er det også i kirken, bare meget større og meget anderledes. Vi er med i noget meget stort, større end Dybbøl og Sochi, for det angår hele menneskeheden, dybere, for det angår vore dybeste behov, længere, for det er evigt.

For længe siden begyndte det hele i det lille land Israel. Dér gjorde Gud sine forberedelser. Sådan gør vi andre også, når vi skal forberede en fest. Vi tilbereder maden i køkkenet og har det hele klar. Når gæsterne er kommet, bærer vi maden ind i stuen. Israel var Guds køkken. Dér forberedte han alt til festen. Men alle folk på jorden skulle indbydes til festen, når tiden var inde. Og af og til sagde Gud det direkte til jøderne. Deres profeter fik besked om, hvad der skulle ske, og de sagde det videre til hele folket. En af dem, Esajas, fik besked om, at en dag skal talrige folk fra hele jorden strømme til Israels Gud, fordi Gud indbydelse udgår fra Jerusalem. Sådan var der plantet en forventning i det jødiske folk. Ikke alle tog vare på forventningen. Nogle forvanskede den, men profeternes ord kunne man dog ikke lave om på, for de var skrevet ned.

Pludselig en dag, mange hundrede år efter profeten Esajas, står Jesus midt i Jerusalem og siger: Timen er kommet … Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.

Fra og med Jesus sker det. Israels Gud skal ikke længere kun være kendt af Israels folk. Han vil kendes af alle folk. Derfor sender han sin indbydelse verden rundt. Men samtidig med, at Jesus siger det, fortæller han også, hvordan det skal ske. Og her bliver det meget anderledes, og meget mere dramatisk, end når vi andre lukker gæster ind. Jesus taler om, at han vil drage alle til sig, efter at han er blevet ophøjet fra jorden, og med denne ophøjelse tænker han på sin død.

I mange prædikener har jeg forklaret denne sag ved at tale om skyld og soning, synd og nåde, om Jesus, der døde for vore synder, og det er jo det, det drejer sig om. Og det agter jeg også at prædike om igen. Men det har slået mig, at Jesus ved denne lejlighed slet ikke siger noget om det. Det ser ud til, at han vil vise os endnu en side af sin døds betydning. Jesu død er et naturligt led i Guds store arbejde med at lade sit rige vokse. Det er underligt at tænke på, at alle de, som arbejder med planter, som noget helt naturligt gør noget lignede, bare i udramatisk målestok. Jesus bruger et billede netop fra landbruget for at forklare sagen: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. I sig selv rummer hvedekornet mange muligheder, men de kan ikke komme til udfoldelse, hvis ikke hvedekornet lægges i jorden og dør. Og ligesom hvedekornet må dø for at blive til mange hvedekorn, sådan må Jesus dø for at få mange ind i Guds rige.

Det kan vi måske leve med, hvis det bare er noget, der er foregået for længe siden, og som hele tiden kommer mere og mere på afstand, men Jesus bringer det helt ind i vort eget liv: Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Ligesom døden var en omkostning for Jesus, sådan er der også en omkostning for os, der vil følge ham. Den kristne tro bringer os i modsætning til nogle afgørende sider af menneskelivet. Det korte af det lange er, at det bringer os i modsætning til vores medfødte trang til at dyrke os selv og til at lade os dyrke. Og når vi som kristne erkender denne trang, så kommer vi til at hade, at vi har den. Den kristne tro bringer os i modsætning til os selv og vore omgivelser, ikke sådan at vi ikke kan nyde livet, men sådan, at der er noget, som andre nyder, som vi ikke kan nyde. Den kristne tro spørger efter, hvad der glæder Jesus, og det spørger vore omgivelser ikke om. På denne måde kommer vi til at dele skæbne med Jesus. Han var en fremmed i den verden, han selv havde skabt, og vi er fremmede i den verden, som vi er skabt i.

Denne fremmedgørelse kan medføre ensomhed og sorg. Det er ikke ønskværdigt, ikke noget vi skal dyrke, ikke noget, vi kan gøre os fortjent med, men det er en omkostning. Enten er vi ét med denne verden, og så er vi fremmede for Jesus, eller også er vi ét med Jesus og fremmede for denne verden eller dele af den.

Denne smerte skal vi ikke bære med sammenbidte tænder, men den er en del af selve kærlighedens og troens væsen. Kærligheden giver afkald for at tjene andre. Troen giver afkald på afguderne for at tilhøre den sande Gud. Begge dele er en smerte, men en smerte for det gode. Jesus overvejer her, om han skal bede om at blive fri for dette offer, og da han kom til Gethsemane Have, hvor han opholdt sig den sidste time, inden han blev arresteret, nøjedes han ikke med at overveje, men han bad også om at blive fri, hvis det var muligt. Det var ikke muligt, og så gik han den vej, Gud ønskede. Kærlighedens afkald er således en smerte, men for det gode, for således fældede Jesus dom over denne verden med dens menneskedyrkelse og afgudsdyrkelse. Han siger: Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Denne verdens fyrste er Djævelen, som ingen har set, men som alle har mærket, både i fristelsens fortryllende magt og i den smerte, det er at erkende, at man har handlet uetisk, ligesom også mange har mærket hans kraft i sorgens lammelse og meningsløshedens ørkenagtige tilstand. Det er denne mægtige, nedbrydende kraft, Jesus har vundet den afgørende sejr over. Nu venter vi kun på hans endelige sejr. Jesu kærligheds afkald var en smerte, men hans mission lykkedes. Jesus sejrede.

Troens afkald er ligeledes en smerte, men også for det gode. Troen giver afkald på afguderne til fordel for den sande Gud. Det er det sande liv, som Gud glæder sig over. Jesus siger: Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Dette løfte opvejer alle sorger og alle savn. Tænk at modtage ære af Gud Fader! Lad så være, at man mister ære blandt mennesker!

Ligesom Gud gav Jesus herlighed og ære, sådan vil han også ære dem, der følger Jesus og tjener ham.

Jesus er blevet ophøjet. I første omgang ganske fysisk og bogstaveligt, da han blev hængt op på korset. For menneskelige øjne var det den størst tænkelige nedværdigelse og ydmygelse. Men I Jesu egne øjne var det en ophøjelse, en opfyldelse af profetierne, hvor Gud netop siger: Se, min tjener får lykken med sig, han knejser, han ophøjes og løftes højt (Es 52,13).

Efter denne ophøjelse til korset fulgte den ophøjelse, at Gud oprejste ham fra graven Påskedag, og dernæst, at Gud indsatte ham som universets hersker Kristi Himmelfartsdag.

Timen er kommet, sagde Jesus for to tusind år siden.

Hans ambassadør Paulus skriver om alle kristnes situation, også vores: I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne Rom 13,11)

For os er timen kommet nu. At stå op af søvne er at følge Jesus. Nu skal vi vælge at følge ham – uanset om vi har gjort det hele vort liv, eller aldrig har gjort det før. Når vi hører Jesus tale om sig selv og det kristne liv, så er tiden inde til at bekende troen og følge ham, Ja, men hvad så hvis man ikke tror? Ja, så skal man følge ham og lære af ham, hvad det vil sige at tro. Troen kommer ikke ved et trylleslag, men ved at følge Jesus. Følg mig! siger han (Joh 1,43).

Mange har oplevet, at der var øjeblikke i deres liv, som fik afgørende betydning for deres kristne tro.

Jeg læste om Grundtvig, at han som ung nybagt teologisk kandidat i 1811 blev kaldt hjem fra København, hvor hans drømme trivedes, til at være hjælpepræst ude hos sin far i et lille afsidesliggende landsogn, Udby på Sydsjælland. Alle drømmene brast. Det var som at miste sit liv. Kort før Udby gik han ind i en skov, hvor han havde en oplevelse af, at Gud så på ham. Han så, at det sted, han ikke ville vide af, er det sted, hvor Guds kærlighed møder ham og giver ham kræfter til at leve det liv, som han ikke kunne flygte fra. Han skulle ikke søge Gud i det høje, men i det lave. Han oplevede, at Jesus åbnede sin favn for ham, og Grundtvig rejste sig og gik til Udby, fordi hans time var kommet.

Hver har vi vores historie at fortælle. Og her kan vi ofte forbavses over, hvor gennemgribende og forskelligt Gud griber ind i menneskers liv.

Timen er kommet. Jesus indbyder os til at være med i noget stort. Måske har vi været med i det længe. Hos Jesus er vi med i det allerstørste. Ikke alene får vi lov at tjene den største, men han ærer også os. Og ikke alene får vi selv lov at opleve dette store, men mennesker i millionvis vender sig i disse år til ham. Vi er vidne til noget stort. Spørgsmålet er, om vi ikke bare vil være tilskuere, men også være deltagere. Timen er kommet. Tiden er inde. Lad os følge ham, som gik i døden for os! Så bærer Jesu død også frugt i vore liv.

Amen

o2F1402Fhvedekorn

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk