Midfaste søndag

Af pastor Karsten Christensen

Johannes evangeliet 6,24-35(37)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«] Joh 6,24-35[36-37]

I dag minder Jesus os om, at han er det egentlige brød fra himmelen, mannaen: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Jesus sammenligner sig selv med den hverdagskost som i de 40 års ørkenvandring var israelitternes. Men hvordan var det lige med den ørkenvandring og mannaen?

Israelitterne har oplevet hvordan Gud ved at sende 10 plager har fået Farao til at lade israelitterne gå, de er for få dage siden gået gennem det Røde hav – og de havde sunget sejrssangen til Gud:

Herren er min styrke og lovsang,
      han blev min frelse.
      Han er min Gud, ham vil jeg prise,
      min faders Gud, ham vil jeg hylde.

(...)

Hvem er som du
      blandt guder, Herre?
      Hvem er så mægtig og hellig,
      frygtindgydende og glorværdig,
      hvem gør undere som du?

Hvor er det en fantastisk trosstyrkende oplevelse disse israelitter havde fået lov til at opleve. De havde set Guds konkrete indgriben .... men som det er med oplevelser – også trosoplevelser, så kan man ikke bygge troen på dem, de holder ikke, og det er israelitterne det tydeligste tegn på, for der går ikke mange dage fra sejrssangen til klagesangen:

Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.

Men Gud er tålmodig med israelitterne, selvom de opfører sig som uopdragne børn - »Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket gå ud og samle til det daglige forbrug, for at jeg kan sætte dem på prøve og se, om de følger min lov eller ej. Når de på den sjette dag tilbereder det, de har bragt hjem, skal der være dobbelt så meget, som de samler de andre dage.«

Gud vil lade brød fra himmelen regne ned – ”om morgenen lå der dug rundt om lejren. v14  Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. v15  Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: »Hvad er det?« For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren giver jer at spise.”

Gud vil gøre det under hver dag – og hver dag skal folket gå ud og tage Guds brød til sig, de skal ikke hamstre brød, de skal ikke handle ind til flere dage, de skal ikke tage så de har lidt på kistebunden, hvis det skulle blive dårlige tider, hver dag skulle de tage det de havde brug for og ikke mere. »Ingen må levne noget til næste morgen.« Selvsagt er der nogle der ikke holder den forordning og bare samler til huse, men allerede den efterfølgende morgen fortryder de det – for brødet var ”fuldt af maddiker, så det stank, og Moses blev vred på dem.” Hver dag ville Gud give det og hver dag skulle folk indsamle det.

 

Se nu var det ikke Gud mening at folket skulle være i ørkenen i 40 år – det kom som en straf for folkets manglende tro på Gud. Men det blev til 40 år i ørkenen, 40 åg med manna fra himmelen, hver morgen. I egentligste forstand:

Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

Sådan måtte israelitterne da have det – tænk, her vandrede det folk som Gud havde udvalgt sig, det folk som Gud selv havde reddet ud fra Egypten på overnaturlig måde – ikke en dag gik folket der i ørkenen uden at få mannaen fra himmelen, ikke en dag var de forladte af Gud, hver morgen kunne de begynde dagen med Guds gave – brødet.

Men Gud høstede frafald, utilfredshed og brok over den daglige menu.

Det med de 40 år i ørkenen skete således, 12 spejdere blev sendt ind i det lovede land og da de kom tilbage, gik det galt.

De ti af spejderne fortalte til Moses og folket: »Vi kan ikke drage op mod det folk, for de er stærkere end vi.« - de tog modet fra folket, deres budskab var bygget på deres fornuft og rationelle vurdering – og folket var modtagelig for deres budskab: Da brød hele menigheden ud i høje råb, og folket græd hele natten. Alle israelitterne gav ondt af sig mod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Egypten! Eller gid vi var døde i ørkenen her! Hvorfor fører Herren os til dette land, hvor vi skal falde for sværdet og vores kvinder og børn blive taget som bytte? Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?« Og de sagde til hinanden: »Lad os vælge os en anfører og vende tilbage til Egypten!«

Da kastede Moses og Aron sig ned foran hele israelitternes menighed, og Josva og Kaleb flængede deres klæder og sagde til hele israelitternes menighed: »Det land, vi drog igennem og udspejdede, er et meget, meget herligt land. Hvis Herren holder af os, vil han føre os ind i dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. Gør ikke oprør mod Herren! I skal ikke være bange for landets befolkning, dem æder vi! Deres skygge har forladt dem, men Herren er med os. I skal ikke være bange for dem!«

Israelitterne stolede på de forkerte, de stole på fornuften og de rationelle vurderinger – og Guds budskab var klart: ”Ingen af jer, undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn, skal komme ind i det land, som jeg svor, jeg ville lade jer bo i. v31  I sagde, at jeres familier ville blive taget som bytte; men dem vil jeg føre derind, og de skal lære det land at kende, som I har vraget. v32  Men jeres lig skal ligge her i ørkenen. v33  Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i fyrre år, og de skal bære straffen for jeres utroskab, indtil I alle sammen ligger som lig i ørkenen. v34  Ligesom I brugte fyrre dage til at udspejde landet, skal I bære jeres straf i fyrre år, et år for hver dag, og I skal erfare, hvad det vil sige at have mig til fjende. v35  Jeg, Herren, har talt! Ja, sådan vil jeg handle mod hele denne onde menighed, der har rottet sig sammen mod mig. Her i ørkenen skal de omkomme, her skal de dø!«

v36  De mænd, Moses havde sendt af sted for at udspejde landet, og som kom tilbage og fik hele menigheden til at give ondt af sig mod ham ved at udsprede rygter om landet, v37  de mænd, der havde udspredt onde rygter om landet, led en brat død for Herrens ansigt. v38  Og af de mænd, der var draget ud for at udspejde landet, blev kun Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, i live.”

Da de 40 års vandring i ørkenen er ovre og en ny generation af israelitter er vokset frem, så holder Moses taler til folket – Moses får heller ikke lov til at komme ind i det lovede land – det er der kun Josva og Kaleb, de to spejdere, der dengang for 40 år siden, som de eneste af de 12 spejdere ikke var bange for kanaens folk. – og i een af sine taler siger Moses:

  • Alt det, jeg i dag befaler dig, skal I omhyggeligt gøre, for at I må leve og blive talrige og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren lovede jeres fædre.
  • Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej.
  • Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.
  • Dit tøj blev ikke slidt i laser og faldt ikke af dig, og dine fødder svulmede ikke op i disse fyrre år.
  • Du skal være forvisset om, at Herren opdrager dig, som en mand opdrager sin søn.
  • Så hold da Herren din Guds befalinger, gå ad hans veje, og frygt ham!

Men tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud, så du undlader at holde hans befalinger og retsregler og love.

Som kristenfolk er vi Guds folk på vandring, det himmelske Jerusalem, evighedens Kana’en venter forude – også til os lyder ordet: ”Så hold da Herren din Guds befalinger, gå ad hans veje, og frygt ham!”

Vilkåret for vandringen oplever vi forskelligt, men Guds daglige nåde og omsorg, den ser vi vel:

Dagligt viser Guds os tålmodighed, landmodighed og omsorg, også selv om vi opfører os som uopdragne børn.

Dagligt må vi hører løftet: ”Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor.”

Guds nådesbrød, den himmelske manna, brødet som Gud dagligt vil give os fra himmelen, brødet som giver liv – Jesus, livets brød, ham der stiller sulten og tørsten for den der kommer til ham.

Gud vil gøre det under hver dag – og hver dag skal vi gå ud og tage Guds brød til os, vi skal ikke hamstre brød, vi skal ikke handle ind til flere dage, vi skal ikke tage så de har lidt på kistebunden, hvis det skulle blive dårlige tider, hver dag skal vi tage det vi har brug for.

Lad os bede om at vi ikke blive blinde for Guds daglige under, det er helt fundamentalt, at vi dagligt tilegner os, nådebrødet, Jesus.

Vi er på vandring som folk, og når vi oplever dette at vort ydre åndelige hjem, Folkekirken, hvor vi gang på gang har hørt Guds ord forkyndt, hvor vi har modtaget dåb og nadver i generationer, bliver angrebet indefra og antikristelige holdninger, som åbenlyst fornægter troen på Gud og hans vej til frelse og hans vilje og forordninger i menneskelig og ægteskab, så siger fornuften og vore rationelle vurderinger, at det som er foran os er umuligt at erobre – og modet siver væk og har vi lyst til at råbe og græde ligesom israelitterne, da de hørte på de ti spejdere.

Vi må indse, at intet i troen er helligt længere, selv for kirkens egne folk og Folkekirken drives ud i gudløshedens ørken af dens egne – men det skal vi vide som Guds folk, at Kristi fjender kan drive kirken ud i den golde ørkenen, men de kan aldrig drive den golde ørken ind i kirken – for der næres vi dagligt af Jesus selv

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Herren er med os – det var ordet fra Kaleb til israels menighed, dengang og det skal også være ordet til os i det: Herren er med os og når vi er to eller tre som samles i Jesu navn, så er der gudstjeneste og så er han her.

Mennesker kan forsøge at pille troen fra hinanden, men det skal vi vide, at det Jesus har gjort det kan de ikke pille fra hinanden, det står for evigt fast – han har oprettet det rige, som dødsrigets porte aldrig skal få magten over.

Dagligt skal vi lade vor tro næres ved nådebrødet, hold dig tæt til Jesus og når vi hører snart det ene, snart den anden åbenlyse fornægtelse af kristentroen og Guds ord og ordninger i kirken, så skal det føde den bøn i os – Jesus hold mig tæt ved dig – lad mig aldrig slippe dig. Jesus giv mig altid brødet fra dig.

Lad os passe på vore herter, at vore hjerter ikke bliver kolde, at det ikke er vort vidnesbyrd om Jesus Guds søn og verdens eneste vej til frelse, der forstummer, at det ikke er vor tilbedelse der mangles.

I årene 1798-1804 var Peder Hansen biskop i Kristianssand. I oplysningstidens ånd virkede han for dannelsen af biblioteker, pædagogiske kurser, afskaffelsen af alle messeklæder – og for alteret i domkirken bad han “Odin den Algode” om udødelighed over kongen og kronprinsen.

Samtidig prædikede Hauge i Norge, og gennem hans forkyndelse skabte Helligånden vækkelse – og Peder Hansen misbilligede Hauge og han bad kancelliet i København om med alle midler at standse dette onde.

Så dybt har en biskop i den dansk-norske kirke været sunket. Heldigvis er han i dag nok glemt af alle. Men lægmandsle­deren Hans Nielsen Hauge er ikke glemt. Han blev i kirken, og Norges kirke blev som resultat heraf fyldt med ånd og liv igen, og hans forkyndelse blev til frelse for mange.

Jeg har da jeg læste i Oslo mødt biskop Utnem, han er død nu, men biskop Utnem som var en gudfrygtig biskop sad på Hansens gamle bispestol. Utnem var værdig til posten, hvad Hansen ikke var - men Utnem havde ikke fået posten, hvis ikke de troende i Norge i generationerne forud var blevet i kirken og havde arbejdet for at der igen måtte tændes lys i mørket. Vi er ikke lovet vækkelse, men lad os bede og arbejde for vækkelse og fornyelse i vort land og kirke, lad os bede Gud om tilstadighed at oprejse sig præster, provster og biskopper som med apostelen Peter vil bekende: ”Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved – end Jesu navn.” Og lad os bede om, at Guds folk her i landet igen må genvinde tilliden til Guds sande og ufejlbarlige ord.

Hvordan kan nogle komme i tanke om at sige at helvede ikke skal være i evigheden og at Jesus ikke er den eneste vej til Gud?

Der tror jeg helt enkelt jeg vil sige det – man kan ikke elske Jesus og det han har gjort, hvis man ikke kender ham.

Men kan ikke tilbede og elske Jesus for at have banet vejen til himmelen, man kan ikke se at Jesus er nåde, at han er kærlighed, hvis den frelse som Jesus rækker bliver set på som en begrænsning af Guds kærlighed. Har man ikke set, at alle har syndet og mangler herligheden fra Gud, har man ikke set, at vi er en fortabt menneskehed på vej mod evig dom og fortabelse under Guds vrede, så kan man ikke se – Guds kærlighed i Jesus.

I 1939 var det mægtige tyske nazirige stærkt, ingen havde i 1939 tænkt den tanke at 6 år efter ville det hele være i ruiner – men sådan gik det. Ingen af os tør næsten tænke den tanke, at al den politiske korrekthed og tandløs pladdertro som gennemsyrer vor kirke en dag vil være væk – men den dag kommer, om den kommer snart eller den først kommer når Jesus kommer igen ved vi ikke – men en ting ved vi og det er at:

Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Lukas 21,33

Israelitterne spiste manna i fyrre år, indtil de kom til beboet land. De spiste manna, indtil de nåede grænsen til Kana'an.

Som Guds vandringsfolk i dag på vej mod den himmelske Kana’en, sådan skal vi også daglig indsamle og spise vores manna – nådebrødet, Jesus, hans tilgivelse. Derigennem næres og bevares det åndelige liv, ved Jesus styrkes vi til den daglige vandring.

»Herre, giv os altid det brød!«

bread

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk