2. søndag efter påske

Prædiken af Michael Lerche Nygaard

En stav med facon

 Johs 10,22-30

For ikke så længe siden blev der lavet en stor meningsmåling, der viste, at europæerne foretrækker en kirke, der gør et stykke socialt arbejde i samfundet, men som lader være med at missionere.

De fleste ønsker ikke en kirke, der formidler et personligt forhold til Kristus.

Uden at overdrive kan man godt sige, at vi her er et pænt stykke fra Jesu ord dagens tekst.

Han siger: ”mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”

 

Jesus tør nok siges at lægge op til noget andet end flertallet af europæerne. Det er soleklart, at han vil noget andet og mere end socialt arbejde. Ifølge det han siger, drejer kristendommen sig først og fremmest om at mennesker får et personligt forhold til ham.

De, der gør det, vil han give evigt liv, siger han. De skal være i hans gode hænder i tid og evighed. Og de skal aldrig skilles fra ham.

Han siger også, hvad der er forudsætningen for det alt sammen, nemlig at de ”hører hans røst” – altså lytter til hans stemme.

At lytte til en, så man følger vedkommende - det betyder jo at være opmærksom på dét, som vedkommende siger, så man lader sig lede af det. At man tager det til efterretning. At det bliver personligt for én.

Billedet af en hyrde og hyrdens flok, har det hele med. For sådan er kontrakten jo mellem en hyrde og dem, han er hyrde for: Individerne i flokken genkender hyrdens stemme og lader sig lede at netop dén stemme.

Hvis du har en hund eller passer en hest, ved du, hvordan de kan genkende præcis din stemme. De kommer, når de hører den. Dén stemme vil de lade sig dirigere af. Dén person har de tillid til.

Og på den måde kan hyrden lede flokken.

Der er mange, der gerne vil lede os. Og mest populær er den form for ledelse, der får os til at tro, at vi bare leder os selv. Igen og igen ender det i manipulation. Vi får næsten alle sammen de samme indfald, som vi synes falder os helt naturlige. 20 år senere finder vi ud af, at det da vist egentlig bare var reklamerne, medierne, gruppepresset, der havde plantet de tanker hos os. Vi troede vi var uafhængige, men i virkeligheden blev vi styret på en underfundig måde.

Jesus, derimod, går altid åbent frem. ”Jeg har sagt det”, svarer han jøderne, da de, igen igen, ber ham om at fortælle, hvem han er.

Måske er det en af grundene til, at europæerne helst vil have, at han holder sig til socialt arbejde. For han er meget direkte. Han siger os rent ud, at han er Vejen, Sandheden og Livet. Ikke blot en vej blandt mange - en sandhed, man kan forsøge sig med - eller et liv, der er meget godt at sige om. Men den eneste sande hyrde. Den eneste, der kan vise os vej til det evige liv.

Derfor leder han også sin flok tydeligt og direkte. Han manipulerer ikke, går ikke og fedter med det. Hans ord står at læse sort på hvidt i Bibelen, stadig tilgængelig for alle her hvor vi bor. Og i den flok, der hører ham til, genkender man de ord, den dag i dag som sandheden. Man hører hans stemme, hvor det er hans ord, der bliver forkyndt. Hvor andre budskaber bliver forkyndt, kan hans flok høre, at det er en anden stemme, der lyder, en anden hyrde, der er på færde.

Det er Ordet, han viser os vej med: ”Du leder mig ad rette stier … din stok og din stav er min trøst”, står der i hyrdesalmen, Psalme 23.

Stokken eller staven er hans Ord.

Derfor har det også fra gammel tid været tradition at male billeder af den gode Hyrde med sådan en stav i hånden. Den minder om en forlænget spadserestok med en stor krumning på.

Den er et billede på Guds Ord.

Som man kan se, er det en god lang en. Den kan nå ind i flokken, når hyrden skal have kontakt. Den er hverken en kløpind eller en pisk. Hyrden bruger den til at sætte flokken i bevægelse med. Han giver flokken et skub med den, og så går de af sted sammen.

Guds Ord er hans stav, der sætter os i gang, når vi er ved at gå i stå. Når vi er ved at falde i søvn, eller når vi har glemt, hvor det er vi er på vej hen.

Da afhængige alt af, at vi hører eller læser hans Ord. For på den måde får vi det skub, vi har brug for. På den måde sætter han os i bevægelse igen, mod de grønne enge og det stille vand.

Men også efter at vi begyndt turen med hyrden, har vi brug for Ordets stav. Mister vi opmærksomheden og taber retning, lægger han staven ind på siden af os. Hyrden banker ikke løs på sit får, men han minder os stille og roligt om, at vejen er hér, og ikke dér.

Hele tiden, mens vi går fremad i den gode hyrdes flok, kan vi høre den gode, sprøde lyd, når Ordets stav støder imod stenene på stien. Det giver et lille dunk, omtrent hver gang hyrden tager et skridt. Vi behøver ikke at se os tilbage, for at vide at han er der. Hyrdestaven giver lyd. Så ved vi, at ha aldrig er mere end et par skridt fra os. ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt. For du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.”

Hyrden holder øje, han beskytter dem og holder flokken sammen.

Hyrdens stav krummer ude i den ene ende. Har du tænkt på, hvorfor den gør det? Den er jo ikke en spadserestok. Det er ikke noget håndtag, der sidder oppe i enden af den. Hyrden holder jo staven midtpå - !

Krumningen er ikke til pynt. Den er til for den situation, hvor en i flokken styrer direkte mod afgrunden. Da er der ikke nok at hyrden rører forsigtigt ved den ene side af sit får. Da må han forsøge at standse det, før det er for sent.

Med rundingen kan han så prøve, om det kan lade sig gøre at få tag i fåret, prøve om det kan flyttes, før det er for sent.

Sådan er Guds Ord. Ordet er både mildt og alvorligt.

- Det er evangeliet, der viser os vej og indbyder os, stille og blidt. Det er hyrdens bløde stemme, staven, der lægger sig stille op ad siden på os, når han inviterer. Kom, så vil hyrden vise dig vej til de grønne enge og det stille vand. Bare stol på ham, så giver han dig det evige liv. Du er i hans hånd.

- Men Ordet kan også ruske os, når vi er på vej ud over skrænten. Sådan det være, hvis han virkelig er en god hyrde. Hvilken hyrde ville nøjes med at klappe sit får på ryggen, når det er ved at falde ned? Hvilke forældre ville nøjes med at nusse deres barn på ryggen, hvis det er ved at løbe ud mellem bilerne?

I den situation har barnet ikke brug for en kløpind. Det har brug for at blive vendt om, så det skifter retning. Og det har du og jeg også, når vi går i den forkerte retning. Når vi finder andre målsætninger i livet end evigheden hos Gud.

Der er masser af fristelser. Penge, sex og magt er nogle af dem. De trækker i os, og vi lader os nemt friste.

Men vi er døbt til at tilhøre den gode hyrdes flok. Og så kan vi ikke leve, som om vi var får, der ingen hyrde har. Her vil hyrden have os til at skifte retning, her får vi besked og bliver rusket, når vi er på vildspor – i hvert fald hvis vi er i flokken, som hører hans stemme.

Er vi ikke med i hans flok, vil vi bekræfte os selv i at alt er som det skal være, og det holder ikke i længden. For så følges vi ikke længere med ham, og så kan han ikke lede os ind til det evige liv.

Den, der hører hans røst, kan ingen rive ud af hans hånd. Men den, der ikke vil lade sig vejlede, glider Jesus af hænde. Det er en stor tragedie, når det sker for en der blev døbt til at tilhøre hans flok. Når hyrden siger, at det evige liv ligger lige fremme, duer det ikke at vi løber en anden vej. Profeten Elias siger til Israels folk: ”Hvor længe vil I halte til begge sider? Er det Herren, der er Gud, så følg ham!”

Det ligger til os at slingre, at flakke om som får uden hyrde. Men vi har en hyrde. Og den gode hyrde, den ordentlige, ægte hyrde, bruger sin stav på begge måder, med mild nænsomhed, og med stærk autoritet.

I hans flok er vi afhængige af begge dele, hele vejen frem mod de grønne enge. Og derfor er det vigtigt at vi ikke gør som jøderne, der ikke ville lytte til dem. Eller som flertallet i meningsmålingen, der vil ansætte Jesus i den sociale sektor, så han ikke kommer for tæt på dem.

For han vil, at vi skal kende ham, så han kan lede os af rette stier, og vi kan bo i Herrens hus, alle vore dage.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed, amen.

 

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk