Pinsedag

Pinsedag – 2. række d. 20. maj 2018

“Du gode Hellige Ånd, nu beder vi om, at du vil komme og skabe en Jesus-glæde i os. Ja du gode Hellige Ånd vil du gøre vores kolde og lunkne hjerter varme for dig og dit rige.

 

Joh 14,15-21

Ind imellem kan man fyldes med en længsel efter, at der skal ske noget mere i ens liv. Der sker for lidt i mit liv. Der må ske noget mere. Jeg ved, at Kristus kan fylde mig med glæde, men lige nu er der ingen glæde. Mit liv og min hverdag er grå og trist. Jeg kører nærmest i tomgang, og det samme gælder mit trosliv. Der må ske noget mere. Mon ikke de fleste af os kender til denne længsel i kortere eller længere perioder af vores liv? Længslen efter mere tro og mere glæde og mere kraft og styrke. Ja længslen efter mere Jesus i mit liv.

Hvor er det dog godt at komme i kirke, så vi kan høre pinsens evangelium og synge nogle af de skønne pinsesalmer om Guds Ånd, som kom til jorden.

For netop gennem Guds ord og Åndens gerning ser vi, at Gud er os nær midt i vores længsel og midt i vores egen magtesløshed.

Jesus havde sagt til sine disciple, at han ville sende Ånden, og så skulle de blive iført kraft fra det høje. De ventede og ventede, og så en dag blev det pinse, hvor de blev iført kraften fra det høje. Hvor må glæden have været overvældende, da Helligånden endelig kom. I 10 dage ventede de. 10 dage er måske ikke lang tid, men for disciplene var det nogle lange dage. Men så kom Helligånden og gav disciplene svar på det aller vigtigste spørgsmål: Jesus lever, og han indfrier sit løfte.

Da Noa var inde i arken, måtte han også vente og vente. På et tidspunkt sendte han så en due ud, som kom tilbage med et frisk olivenblad i næbbet. Da var Noa klar over, at snart kunne han forlade arken sammen med sin familie og alle dyrene, men de skulle stadig vente en tid endnu. Ligesom Noa ventede også disciplene og længedes efter, at der skulle ske noget mere.

Og så en dag – Pinsedag - kom Helligånden.

Helligånden kom ikke på listesko, men han kom som lyden af et kraftigt vindstød. Disciplene var samlet, og pludselig kommer denne vældige susen, og ikke nok med det, der kom også ildtunger som fordelte sig og satte sig på hver enkelt. Og så begyndte de tale på hver sit sprog. Alle de mange, der var i Jerusalem, kunne pludselig høre evangeliet forkyndt for dem på deres eget sprog.

Disciplene erfarede her Guds nærvær, og folk rundt omkring registrerede det og spurgte forundret og forvirret: Hvad sker der? Araberne sagde: Vi hører dem tale om Guds storværker på vores sprog. Alle oplevede et gigantisk sprogunder på pinsedagen. For disciplene blev Guds nærvær meget tydelig, og denne erfaring gjorde noget ved dem. Men det var ikke alle, som blev begejstrede og nogle prøvede at svine disciplene til ved at sige, at de bare var fulde af vin. Da trådte apostlen Peter frem og holdt en pinseprædiken. Vil man vide, hvad pinse er, så skal man læse denne prædiken. En ultrakort gengivelse af denne pinseprædiken, lyder sådan: Jesus kom til jorden for at frelse os. Peter slutter prædikenen med at sige: at ”Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort til både Herre og til Kristus”

Så sagde han amen. Og så sker der det, at ordene åbenbart havde rørt ved tilhørernes hjerte på en sådan måde, så de begyndte at spørge: hvad skal vi gøre? Da forkyndte Peter omvendelse til syndernes forladelse for folket. Den dag var der 3000 mennesker, som tog imod hans ord. 3000 blev føjet til på en dag. De kom til tro og blev døbt.

Pinse handler om, at Guds Ånd sammen med Guds ord kommer til os. Og når Helligånden virker sammen med Guds ord, da sker der noget.

Hvorfor sker der så lidt i DK for tiden, spørger vi? Hvorfor er vi mere optaget af at skære ned og lukke kirker i stedet for at udvide og åbne nye kirker? Det er fordi, vi har piftet Ånden ud af Ordet.

Når Guds ord og Guds Ånd virker sammen, da sker der noget.

Guds Ånd og Guds ord må ikke adskilles. Da Peter prædikede pinsedag kom Helligånden til dem, der hørte Ordet. Dette er pinsebudskabet til os. I en af de helt store vækkelsessange lyder det: ”Lod os ved Ånden i ordet fornemme, frelserens levendegørende stemme, halleluja, halleluja.” Vil du høre frelserens levendegørende stemme, da må du give Guds ord plads i dit hjerte. Hvis ikke Guds ord får tag i vores hjerter, så er vi på vej væk fra den levende Gud og mister det evige liv. For Livet findes i Guds ord.

Der er kun en vej til åndelig fornyelse. Det sker, når Guds eget ord får kraften og magten over os. Det er gennem Ånden i Ordet, at vi hører Guds levendegørende stemme. Da Peter havde prædiket pinsedag, så skete der en forvandling, og i fællesskab holdt de fast ved Bibelen, bønnen, dåben og nadveren. I dette fællesskab erfarede de Guds nærvær. Ved at høre Guds ord og bede sammen, så kom Guds Ånd til dem. Det er på samme måde, at Guds ånd kommer til os. Her hjælper Jesus os i dagens evangelium ved at sige, hvad Helligånden gør. Vi skal derfor høre, hvad Jesus siger om Helligånden.

Talsmand.

Jesus kalder Helligånden for vores talsmand. Jesus er vores talsmand. Han taler vores sag. Helligånden er også vores talsmand. Talsmand betyder en tilkaldt. Meningen med talsmand er en, som er tilkaldt for at komme en anden til redning og frelse. Jesus er vores talsmand hos Faderen, og Helligånden er vores talsmand her på jorden. Når vi beder f.eks. – og pludselig ikke kan bede – da kommer Helligånden os til hjælp.

Vi er helt afhængige af denne hjælp og Helligåndens vejledning. Derfor sendte Jesus den Hellige Ånd til os og siger så, at han skal være hos til evig tid. Vi kan ikke af os selv komme til Gud eller tro på ham. Det er Helligånden, der fører os til Jesus. Han føder os på ny. Han giver os et nyt liv. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.

Kærligheds ånd

Helligånden kaldes også for Kærligheds Ånd. Kærligheden kommer fra Gud. Det fineste fine kommer fra Gud. Ordet kærlighed har det lidt svært i DK. Vi tillægger det forskellig betydning. Det er ikke så enkelt at tale om kærlighed, da vi forstår det så forskelligt.

Jeg hørte engang et foredrag, hvor en Psykolog holdt et indlæg for en flok præster om kærlighed og livet i ægteskabet. Hun sluttede sit foredrag af med at sige: Gå nu hjem og sig til jeres menigheder, at kærlighed er mere end romantik. Så det være hermed gjort. Kærlighed er mere end romantik. Men der er mere at sige om det. I Jer 31,3 siger Gud: ”Med en evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig” . Kærlighed og troskab hænger uløseligt sammen. Den, man elsker, er man tro imod. Den man holder af, holder man også ud med. Når Guds ord lærer os, at kærligheden er tålmodig og langmodig, så betyder det, at kærligheden holder ud. Vores kærlighed kan svigte, men Guds kærlighed svigter aldrig. Han bevarer sin troskab mod os.

Vil du vide hvad kærlighed er, så læs Peters pinseprædiken. Her møder vi Kærlighedens Ånd. Det er forpligtende kærlighed, som holder sig til Guds bud. Som Jesus siger: Elsker I mig, så hold mine bud. Det er kærligheden, der holder ud og holder af og tager sig af.

Sandhedens ånd

Det er det samme, der kommer til udtryk, når Jesus kalder Helligånden for sandhedens ånd. Der er en verden til forskel på tidsånden og på Helligånden. Jesus siger, at hans Ånd er sandhedens Ånd. Guds Ånd taler sandt og vidner om sandheden. Livet findes i sandheden. I 2018 høres dette ikke som et godt budskab, for vi hellere selv definere, hvad kærlighed og sandhed er. Men Jesus lader sig ikke imponere over vores trang til selv at bestemme, hvad kærlighed og sandhed er. Han sender kærlighedens og sandhedens ånd til os.

Sjælesørger og Trøster

Helligånden kaldes også for sjælesørger og trøster. Han trøster. Gud er al trøst Gud. Han kender hver en tåre som vi fælder.

Talsmand, kærligheds ånd, sandhedens ånd, sjælesørger og trøster, det er nogle af de mange navne, som Helligånden bærer. Han hjælper os, så vi kan erfare Gud i hverdagen, sådan som vi synger i en sang: ”Det er din gerning, lad os den erfare, vær i vort hjerte Guds kærligheds tolk. ” Vi har brug for Guds kærligheds tolk. Jeg elsker dig, siger Gud. Jeg har gjort alt for dig. Helligånden fører os til Jesus og viser os korset. Der ser vi Guds kærlighed. For deri består kærligheden, ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

Når vi gribes af en længsel efter mere tro og mere Jesus, så er det en glæde for mig her i dag at sige, at i Jesus har du alt. Guds Ånd fører dig til Jesus, og i Jesus har du alt. I ham er I blevet rige på alt. I ham mangler vi intet. Det er Åndens gerning at vise os alt det, vi har i Jesus: Syndernes forladelse og en evig retfærdighed. Det er din gerning, lad os den erfare, vær i vort hjerte Guds kærligheds tolk.

Glædelig pinse!

 

Kirkebøn.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver èn sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vi takker, ­lover og priser ­dig, Gud Helligånd, at du kom. Tak, at du nu sam­ler dig et folk af alle stammer, folk og tungemål. Tak at du stadig kommer til os.

­Vi beder dig du gode Helligånd, vil du vil vise os Jesus. Fyld os med din kærlighed. Du gode Hellige ånd, tak at du er trøsteren. Vær du nær med din trøst hos alle som lider og sørger.

Vi beder om at dit rige må nå ud til alle folkeslag. Må der til stadighed være levende menigheder som ønsker at ære dig og udbrede dit navn

Velsign din kirke og foren os med troens og kærlighedens bånd. Lad dit ord lyde rent og klart og må dine sakramenter forvaltes ret. Vi beder for vores ledere i kirken og for lederne i vores land. Vi beder for regeringen og folketinget og vi beder om at du vil velsigne og bevare dronning Margrethe og hele det kongelige hus. Giv dem og os alle, efter et liv i troen på dig, den evige salighed og glæde. Amen.    

Meddelelser:

Lad os alle med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen

 pinse

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk