16. Søndag efter Trinitatis (2018)

Gud kalder på den døde

Prædiken over Johannesevangeliet kap. 11 af Michael Lerche Nygaard

 

Johs. 11

Mange undrer sig over det sted i kirkens dåbsritual, hvor præsten med navns nævnelse spørger spædbarnet, om han eller hun tror på Gud Fader, på Jesus Kristus og på Helligånden.

Scenen deroppe ved døbefonten kan næsten virke absurd. Alle ved, at det lille barn hverken kan tale eller forstå almindelig fornuftig snak. Man fristes til at tænke, at ordene knapt nok har nogen at henvende sig til.

Barnet er jo ikke engang i besiddelse af de simple evner, som en almindelig samtale kræver.

På Luthers tid var der også mange, der havde svært ved at acceptere, at spædbørn kunne tro, når de blev døbt. Adskillige teologer benægtede, at så små børn kunne tro på Gud. De kunne jo ikke forstå Guds ord, sagde man, og derfor kunne de heller ikke tro på ham.

De lærde fandt derfor på nogle teorier, der skulle bortforklare, at troen var nødvendig ved barnedåben.

- Nogle foreslog den løsning, at barnet i virkeligheden blev døbt på kirkens tro, som fadderne bekendte.

- Andre gik et skridt videre, og beskrev dåben næsten som en slags automat, hvor børnene fik Guds nåde, når bare præsten og menigheden udførte ritualet.

- Der var også dem, der forklarede barnedåben som en dåb “på forventet efterbevilling”. Når de havde døbt den lille, erklærede de barnet for frelst og genfødt, selv om de egentlig først regnede med, at tingene kunne komme på plads, når den lille var blevet stor nok til at tro ordentligt.

Men, men, men. Alle tre forslag er søforklaringer i forhold til det, som Bibelen siger om tro og dåb. De holder ikke. Det hænger simpelthen ikke sammen, hvis vi døber børn, uden at regne med, at de kan tro.

----

Mange kender udtrykket “troen alene”, der var en slags motto, da vores kirke blev fornyet ved reformationen for knapt 500 år siden. For vores åndelige forfædre og –mødre var troen blevet helt uundværlig, fordi de havde genopdaget, hvad Bibelen siger om tro. De havde fundet ud af, at Bibelen siger, at vi bliver gjort retfærdige af Gud, når vi tror. Og den opdagelse gav stødet til den helt store reform i kirken.

Bibelens ord om tro og retfærdighed skabte en virkelig fornyelse i kirken dengang. En fornyelse, som vi bare må sukke efter og bede om må gentages i den tid, vi lever i.

En af konsekvenserne blev, at man igen fik bibelens syn på dåben og nadveren.

Dåben og nadveren havde nemlig længe haft ry for at være en slags hokus-pokus, der virkede uanset om man troede eller ej. Men nu blev der ryddet op i den misforståelse. Luther sagde: “Det er ikke sakramentet, der gør retfærdig, men troen på sakramentet”. Man blev opmærksom på, at troen er nødvendig, for at blive frelst.

------

Ritualet, vi bruger ved dåb, har rødder helt tilbage til Jesus og de første kristnes tid. Dengang blev mange døbt som voksne. Det var derfor også mest voksne, der blev spurgt ud om deres tro før dåben.

Senere, da barnedåb var blevet det mest almindelige, blev kirken ved med at spørge barnet med navns nævnelse. Og det var ikke spor tilfældigt. Som bibelen udtrykker det, er der kun én dåb. Børn og voksne døbes med den samme dåb. Og troen er nødvendig, både for voksne og for børn, hvis dén dåb skal frelse.

Luther læste i Bibelen, at det er nødvendigt med en personlig tro, hvis et menneske skal frelses. Han skrev:

“Vi må lade den grundvold stå fast og sikker, at ingen bliver salig gennem andres tro eller retfærdighed, men gennem sin egen. Modsat bliver ingen fordømt på grund af andres vantro eller synd, men på grund af sin egen vantro, som evangeliet klart og tydeligt siger…Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt”.

Hovedargumentet imod barnedåben var dengang, at børnene ikke kan høre Guds ord eller tro, fordi deres fornuft ikke er helt udviklet endnu. Og det er stadig hovedargumentet imod barnedåb. Men Bibelen ser anderledes på det. Tænk bare på, hvad Jesus siger om, at vi voksne skal blive som børn og tage imod Guds rige på deres måde.

Luther kunne sige den sandhed med fynd og klem:

“Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til at tro, end de voksne og fornuftige, som fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder igennem den smalle port. Her skal man ikke se på fornuften eller dens gerninger. Her virker Gud alene, og fornuften er død og blind overfor dette som en ufornuftig sten”.

 

I dag har vi læst om underet, der skete ude ved gravhulen, da Jesus gjorde sin ven Lazarus levende igen.

Hele optrinet virkede absurd. Jesus kaldte på den døde med navns nævnelse. Selv om der ikke var forudsætning for nogen respons. Lazarus kunne jo ikke høre noget. Han havde ikke evnen til at forstå eller tænke ting igennem med sin forstand. Man kan overveje, om der overhovedet var en at henvende sig til, da Jesus råbte.

Men Ordet, som Jesus talte, banede sig vej ind i øret på Lazarus. Guds ord overvandt alle forhindringer, og gjorde et under, hvor det kom frem. Det kaldte livet frem, ligesom det var sket første gang, på skabelsens morgen. Guds ord er jo anderledes end alle andre former for tale, derved at det er et ord, der skaber det, som det taler om. Et skabende ord.

Derfor kunne Lazarus den dag rejse sig fra graven, hvor han havde ligget kold og stiv på stenhylden, og gå varm og levende ud i solskinnet til sin frelser og ven. Ud til Jesus.

For Guds ord havde banet sig vej, på trods af de manglende forudsætninger.

Her er hemmeligheden om liv og død. Den ligger i Guds ord, som Jesus taler. Han har virkelig al magt i himlen og på jorden, som vi bliver mindet om det ved hver eneste barnedåb.

Og her ligger også hemmeligheden om dåben og troen: Det er ikke vores fornuft, der kalder troen frem, men det gør Guds Ord. For Gud virker selv i det ord på en usynlig og fantastisk måde.

Derfor bliver vi heller ikke frelst af vores fadderes eller menighedens tro nede på bænkerækkerne. Men vi bliver frelst ved troen, som Gud giver os, når vi møder Jesus, og menigheden ber for os i dyb alvor.

Så taler Gud selv sit ord til os, og på den måde kalder han responsen frem, på trods af al rimelighed eller logik.

For Ordet er stærkt nok. Tænk, når Gud taler, så er hans tale så stærk, at den skaber det, som den handler om.

--------

I dag minder Jesus os på en stærk måde om, hvordan hans ord kan kalde åndeligt liv frem, hvor der førhen bare har været åndelig død og tomhed.

Men lad os ikke glemme den rent fysiske og håndgribelige side af sagen: At Guds ord også har magt over den fysiske død.

”Døden er en naturlig ting”, siger man. Når en er død, er det almindeligt, at mennesker minder hinanden om, at “døden er en naturlig ting - så vi må skynde os at leve livet, mens vi er her”.

Men døden er ikke nogen naturlig ting. Den kalder på en dyb, dyb protest i os, og gør os desperate. Det må ethvert ærligt menneske medgi’.

Nok kan døden somme tider opleves som en slags befrielse.

Men vi må bare ikke glemme, at døden er et fremmedlegeme i denne verden, en følge af at verden er gået i stykker, dengang menneskene første gang gjorde oprør mod Gud.

Døden kan forvandle det skønneste til det værste. Selv det, at man elsker et andet menneske, kan her i dødens verden blive en ond lidelse. For jo mere, man elsker, jo større er tabet og fattigdommen, når døden kommer.

Dét var de to søstres situation. De havde elsket deres bror, men nu var de brutalt blevet skilt fra ham. Døden havde taget ham.

Jesus var stærkt berørt af mødet med dem i deres sorg, hørte vi: Da Jesus så hende græde, og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: Hvor har I lagt ham? Herre, kom og se, svarede de. Jesus brast i gråd.

Sådan læste vi. Ved Lazarus’ død græd Jesus. Han græd ved sin vens grav. Her ser vi, at Jesus var et virkeligt menneske, med virkelige følelser. Han var meget berørt af at se den afdødes familie og venner i sorg.

Men når Jesus græd den dag, skyldtes det ikke kun medlidenhed. Det skyldtes også en anden sag.

På Bibelens første sider læser vi, hvordan døden kom ind i verden, fordi menneskene syndede imod Gud. Fra begyndelsen havde døden ingen plads i den perfekte verden, som Gud havde skabt. Men Guds modstander skaffede den adgang, fordi han overtalte menneskene til at handle egoistisk og forkert.

Derfor var der vrede i Jesu tårer den dag. Ved vennens grav blev han igen konfronteret med ødelæggelsen af sit skønne skaberværk.

Den dag udspillede der sig en duel ved gravhulen i Bethania. Jesus - Livet i egen person - stod overfor døden, skaberværkets største trussel. Og døden tabte. Da Guds ord lød, måtte døden give slip på sit bytte.

I dag har vi altså hørt, at Guds ord er mægtigt til at skabe liv, også dér, hvor der ikke ser ud til at være det mindste livstegn. Både åndeligt liv i form af tro, og fysisk liv i form af konkret opstandelse og sejr over døden.

Det blev en dag, begravelsesgæsterne aldrig glemte. Jesus havde vist, at Gud har magt til at vinde sit skaberværk tilbage.

Og så er det, at det gælder for os, at vi heller ikke glemmer det. Også vi må have lov at leve i fællesskab med ham, der er opstandelsen og livet. Også vi må have lov at leve vores liv med et levende håb.

For han lever, og vi skal leve. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Amen.

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk