17. Søndag efter Trinitatis (2018)

  1. s.e.trinitatis. 2. tekstrække af  Pastor Brian Christensen
Lemvig Bykirke 10.30 (høst)

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. v16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« v17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« v18 Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« v19 Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. v20 Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. v21 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. v22 Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«


På et tidspunkt skal det nok stå færdigt. Der har været arbejdet på det temmelig længe. Der har været mange forhindringer. Men på et tidspunkt er jeg sikker på at man vil kunne indvie Super-sygehuset i Gødstrup. Det kaldes et super-sygehus, fordi det skal være stort og samle en hel masse specialiseret viden på ét sted.

Så man må også regne med at det sundhedspersonale, som skal være dér skal være helt i top – mon ikke der vil være super-sygeplejersker og super-læger dér. Gad vist om Jesus ville have kunnet få arbejde dér, hvis han havde været menneske her på jorden i vores tid ? For Jesus var ikke alene søn af en tømrer og ven med fiskere – han var også læge.

Ja, jeg vil faktisk kalde ham for en super-læge. Der er mange fortællinger fra evangelierne om at han gjorde mennesker raske – han helbredte mange for deres sygdomme. Lamme, blinde, døve, spedalske blev raske, bare ved at han rørte ved dem.

Men det var endda ikke den vigtigste måde, at Jesus var læge på. For han helbredte mere end folks kroppe og hjalp med deres fysiske sygdomme. Jesus var også læge på en anden måde og det har vi lige hørt om fra Markus-evangeliet. ”De raske har ikke brug for læge, de har de syge”, siger han – og det er sig selv, som han kalder læge.

Toldere og syndere er dem, som han kalder syge.

Deres sygdom er ikke en ydre skavank eller lidelse i kroppen, men det er den sygdom, at de har levet på afstand af Gud. Det er en åndelig sygdom – en åndelig lidelse, som ender med åndelig evig død, hvis de ikke bliver helbredt for den.

De lider af den åndelige sygdom, som kaldes synd. At de hverken kan eller vil leve et liv sådan som det er i Guds vilje. Altså i fuldkommen kærlighed.

  1. del
Levi, Alfæus søn, en tolder, som Jesus mødte den dag, endte med at blive discipel, én af de 12. Dagen begyndte med at Jesus mødte Levi ved toldboden og opfordrede ham til at følge sig og den sluttede med, at Jesus kom på besøg i hans hus og spiste aftensmad sammen med andre toldere og syndere. Nogle som gerne ville lytte til Jesus og tro på ham.

De vidste, at der var ting i deres liv, som burde være anderledes; de havde gjort ting, som de ønskede tilgivelse for. De vidste at de var åndeligt syge, tynget af skyld og skam.

Og de vidste, at Jesus kunne gøre dem raske.

Sikke en selv-erkendelse.

Det er ikke let at komme til den erkendelse, at man er åndelig syg. At der er noget, som man ikke selv kan klare. Noget som man har brug for hjælp til. Farisæerne mente ikke at de havde brug for Jesus som deres åndelige læge.

Det virker næsten som om, at Jesus giver dem ret, når han siger at ”de raske ikke har brug læge” – som om han mener at farisæerne er raske.

Men i de mange konfrontationer, som vi ellers hører at Jesus har med farisæerne, så er det tydeligt, at det ikke er det, han mener. Farisæerne har også brug for at omvende sig – de er bare ikke klar over det. De mener selv, at de lever præcist som de skal – at de ikke har brug Jesus. Jeg tror desværre, at der er rigtig mange danskere, som har det på den måde i dag. De er slet ikke klar over, at de har brug for Jesus, som deres frelser.

I denne uge har jeg været i biografen og set filmen ”Lykke Per” – måske er der også nogen af jer, som har set den. Det er en film, der skildrer en præstesøn, som drager hjemmefra for at finde lykken – som den fortabte søn i Jesu lignelse – men forskellen er, at Lykke Per aldrig vender hjem igen. Uden at afsløre for meget, så kan man sige, at han heller ikke finder lykken. Hans liv er nærmere en kamp for at finde sig selv – i den forstand er det en meget moderne film.

Grunden til at jeg nævner ”Lykke Per” er at historien tager udgangspunkt i Lykke Pers opvækst i et hjem, hvor der er en hård og uforsonlig forkyndelse af mennesket som en synder. Til gengæld er der ingen fornemmelse af Guds kærlighed til synderen eller nogen glæden over Guds nåde og tilgivelse. Jeg mener, at filmen tegner en karikatur af et præstehjem, men det kan sagtens være, at der i kirkens historie er blevet forkyndt uforsonligt og hårdt om, at vi mennesker er syndere.

Men selvom der er blevet talt om synd på en usund måde, så er det en klar bibelsk sandhed: At alle vi mennesker lider af den samme åndelige lidelse, som kaldes synd og som i sidste ende vil betyde død og adskillelse fra Gud i evighed. Det er en kronisk, arvelig lidelse, som alle mennesker er født med. Det talte Jesus stærkere om end nogen anden.

Men sammen med denne diagnose om, hvordan det er fat med os mennesker, så lyder bibelens budskab om at der er en kur/en helbredelse af den sygdom, nemlig Guds nåde og tilgivelse. Jesus er den super-læge der kan helbrede os. Når jeg lytter til Jesu stemme, så er det den del af hans budskab, som jeg hører mest tydeligt.

Det er Guds kærlighed, glæden, det nye liv, som står mest tydeligt for mig, når jeg hører Jesus sige: ”Følg mig”. Det kan være forskelligt, hvad vi har mest fokus på. Nogle hører måske mest, at Jesus advarer os mod, hvad der sker, hvis vi ikke tror på ham – andre hører mest, hvad det er Jesus ønsker at give os, når vi tror på ham. Men uanset hvilken del af bibelens budskab der er mest tydeligt for os: at vi er syndere, der har brug for frelse eller at Gud elsker os og at hans hjerte banker for at frelse os - så er det vigtigste, at vi rent faktisk følger Jesus.

For det var jo ikke kun Levi, der dengang fik kaldet til at følge Jesus. Det gør vi også når vi samles til gudstjeneste i dag.

Jesus kalder os til at tro på ham og følge ham.

  1. del
Jesus kalder os. Men hvad kalder han os til ? Sagt på en anden måde: Hvor går vi hen, når vi følger Jesus ? Jo, når vi følger Jesus, så fører han os ind i Guds have, Guds rige, Guds mark. Guds have er dér, hvor Gud er. Det er dér, hvor Guds kærlighed får lov til at virke og vokse og give liv og vækst.

Når vi holder høstgudstjeneste i dag, så gør vi det med taknemmelighed for alt det som Gud giver os og som han velsigner os med i vores liv. Og i dag minder vi hinanden om, at det er Guds Ånd og Guds kraft, der får alting til at gro i vores liv og hverdag.

Men hvordan er det så at følge Jesus, leve i Guds rige, være i Guds have ? For at illustrere det, så har jeg taget nogle få ting med i dag, som er i vores egen have. I vores have foretager vi os 3 forskellige ting.

Det er et sted, hvor vi spiser sammen ude på terrassen og oplever fællesskabet med hinanden. Det er også et sted, hvor vi dyrker noget – grøntsager, bær og frugter. Og så er det et sted, hvor vi hviler os og slapper af.

I Guds have er der på samme måde 3 forskellige ting, som vi foretager os sammen med Jesus og dem, som ellers er i Guds rige.

Det første er Fællesskabet. Den som følger Jesus bliver samtidig en del af et fællesskab.

Først og fremmest med de andre kristne. Jesus kaldte Levi til at være én af de 12, for at han skulle være discipel sammen med de andre. Jeg ved godt at når vi kommer til gudstjeneste, så sidder vi vendt mod alteret på hver vores stol. Vi sidder for os selv og taler ikke med de andre eller giver hinanden knus og krammere mens der er gudstjeneste. Der er noget i vores forhold til Gud, som er personligt, for den enkelte. Men vi sidder alligevel sammen til gudstjeneste. Vi lytter sammen, beder sammen, synger sammen og når vi går til alters, så knæler vi sammen. Fællesskabet styrker den enkeltes tro. Og når vi så er færdig med gudstjenesten, så snakker vi sammen, så deler vi liv og tro med hinanden.

Og selvom vi i løbet af ugen er spredt og måske kun er sammen med nogle få fra menigheden, så ved jeg at I andre stadig er der.

Der er også altid en præst at tale med, altid nogle som vi kan besøge eller ringe til eller skrive til. Og ud over vores egen lokale fællesskab kender vi måske andre rundt om i Danmark eller rundt om i verden, som også følger Jesus.

Guds kirke og Guds menighed på jord er et fantastisk fællesskab. Og hvis du ikke selv oplever at det er sådan – men mere føler dig ensom og alene, så håber jeg at du vil give udtryk for det til én som du har tillid til eller at en anden i fællesskabet vil få øje på det. For i Guds have er det kristne fællesskab noget særligt, en gave som Gud ønsker at vi skal glæde os over.

Men der er faktisk også et andet aspekt ved fællesskabet, nemlig, at den der følger Jesus får en kærlighed til alle mennesker. Kristendommen har aldrig kun været for de frelste, for dem der er indenfor. Den kristne kirke har altid haft et kald til at elske ethvert menneske og have omsorg for det samfund, som vi er en del af. Det betyder at vi som kristne aldrig kan være ligeglade med, hvordan tingene foregår i vores samfund eller hvordan mennesker i det hele taget har det. Vi har et ansvar for at præge vores samfund (både lokalt og videre ud).

Den næste, som vi møder på vores vej, skal vi elske, vise barmhjertighed, hjælpe. De grupper af mennesker i vores samfund, som er særlig udsatte, som kæmper eller lider – dem er vi kaldet til at vise omsorg overfor. Ikke bare i tanke, men også i handling.

Det fællesskab viser sig som regel i vores hverdag, når vi i arbejde og fritid møder mennesker og det kan godt være at man ikke tænker så meget over, at det har noget med at vi tror på Jesus. Men det gør det altså. Når vi tror på Jesus og følger ham, så må det have en stor indflydelse på, hvordan vi ser på andre og møder andre: de er mennesker som er elsket af Gud og som jeg skal elske.

Når vi tror på Jesus og følger Ham, så har det en stor indflydelse på, hvordan vi betragter det samfund vi er en del af – det har vi et ansvar for at præge og forme, så det kan være så godt som muligt.

Det andet i haven er den del vi dyrker. I Guds have gror der meget smukt og meget der er nyttigt. Noget af det som vi dyrker er det som gror i os selv. At følge Jesus er begyndelsen på en proces, hvor vi kommer til at ligne Jesus mere og mere. Det kan virkelig være en vanskelig proces og et hårdt stykke arbejde. Det kræver øvelse, daglig øvelse, at gøre det gode og vælge det onde fra. For det er så naturligt at bringe dårlig omtale videre eller sætte sine egne behov foran de andre eller fremhæve sig selv på andres bekostning.

Det kræver øvelse og vi må sætte vores vilje ind på at lade Guds Ånd få lov til at forandre vores sind og vores tanker. Det er Guds ånd der gør det og Gud alene som skal have ære, når det lykkes.

Noget andet af det vi dyrker er det som gror i menigheden.

En sund menighed er altid i vækst. Nogle gange kan man se en vækst i antal, at vi bliver flere, men det er faktisk ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi vokser i kendskab til Gud og hans ord. I Guds have dyrker vi en stadig større indsigt i, hvem Gud er, hvad han har gjort og gør for os. Derfor skal vi grunde over Guds ord. Opmuntre hinanden til at stræbe efter nådegaver.

Formane hinanden, når vi kan se, at det er nødvendigt.

Og så den tredje ting i haven – nemlig hvilen. Jesus kalder os ikke til at knokle os selv ihjel eller til at blive ved med at arbejde til vi ikke orker mere.

I Guds have er der plads til at hvile – det er faktisk en afgørende del af at være i Guds have. Jesus kalder os til at komme til ham med alle vores bekymringer og alt det vi bærer rundt på.

Vi må lægge det alt sammen hos ham. Han giver os fred. Helhed. Frihed.

Vi skal ikke skabe vores egen lykke eller identitet eller livsprojekt. Vi må bare få lov til at hvile i Guds hånd og være i Guds nærhed. Når vi følger Jesus, så er vi omsluttet forfra og bagfra af Guds kærlighed og intet kan rive os væk fra Ham. Noget af det allervigtigste for mig ved at tro på Jesus er glæde og taknemmelighed. Glæde over at være et Guds barn og taknemmelighed over alt det som han velsigner mig med.

Afslutning

Hvis man vil have nogen til at følge med sig, hvad er det så bedst at sige ?

”Kom, jeg skal vise dig noget spændende” – det kunne godt få nogen op af stolen, hvis ellers de er nysgerrige nok eller du lyder troværdig nok.

Man kunne også sige: ”Kom lige med, så skal du få den hjælp du har brug for”. Det kræver selvfølgelig, at man så synes, der er noget man har brug for hjælp til. Men hvis man synes, at man har et problem, så lyder det jo attraktivt, at kunne få hjælp til det.

Man kunne også sige: ”Kom lige, jeg har brug for din hjælp” – det ville selvfølgelig få nogen til at gå med, for som regel vil man da gerne hjælpe. Men uanset, hvad der virker bedst, så er det faktisk alle tre ting, som Jesus siger til os.

Vi har brug for hjælp – uden Jesus kan vi hverken klare døden eller livet.

Men det er samtidig spændende at følge Jesus, det bliver aldrig kedeligt, der sker altid noget nyt. Og så har Jesus faktisk brug for vores hænder, vores stemme og alt det vi er, så endnu flere får det gode budskab at høre.

Jesus kalder os til at følge Ham.

Så lad os gøre det.

Amen.

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk