25 søndag efter trinitatis (2018)

25.s.e.trinitatis

Af Henrik Højlund

25.s.e.trin, 13.11.16

Luk 17, 20-33

”Som det var i Noas dage”. Det tror jeg er nøglen til at forstå denne stærke tale af Jesus.

Hvordan var det i Noas dage?

Jesus siger det kort og kontant: ”De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle”.

Der gik Noa, vel sagtens sammen med sine sønner, og savede og hamrede i ugevis, månedsvis, hvor længe? Folk må have undret sig. Ja meget mere end undret sig. De må have grinet, hånet, skældt ud – ”hvad siger du, Noa, vandflod, straf for vores synder. Du kan selv være en synder, kan du, din fanatiske moralvogter…”

Og folk havde jo ret: en synder var Noa. Men han fandt nåde for Guds øjne, som der står. Det gjorde han, fordi han var retfærdig og vandrede med Gud.

Noa og ikke mindst hans familie må have haft deres tvivl undervejs. Det var jo et vanvittigt projekt. Bygge et kæmpeskib midt oppe på land. Og hævde, at verden ville drukne, fordi Gud havde sagt det. Sagt det hvordan, hvornår, til hvem…?

En dag var han færdig, gik ind i arken med sin familie og med dyrene. Og så gik der syv dage. Det må have været mærkeligt at sidde derinde og kukkelure i halvmørket og gøre sig tanker om det hele. Og høre svage stemmer udefra gennem træværket, latter. Og så pludselig høre den første regndråbe på taget, dryp, dryp … klask…

En lettelse, en befrielse, og en gru og uvished.

Kan I genkende det? At gå der i 2016 i moderne velfærds-Danmark og være en ganske almindelig borger, som spiser og drikker og gifter og bortgifter – vi gjorde alle dele for 14 dage siden, da vi fik vores næstældste søn gift. Og mens vi gør det, tror vi samtidig på, at en dag kommer Menneskesønnen synlig for hele verden, som lyn fra en klar himmel. Den sidste, endelige syndflod, som drukner alle, der ikke er med i arken.

Og søndag efter søndag går vi hen i arken, som er bygget her, hen i kirkeskibet. Og her sidder vi og synger og beder og håber og længes, kort sagt: Vi tror på det! Vi sidder her og bliver os igen bevidste, at vi på rejse - til en bedre verden.

Der kunne stå det samme over kirkedøren, som der står på en statue af Amerika-opdageren Columbus i den italienske by Genova: ”Jeg søger en ny verden”.

Vi sidder i arken og synger længselsfulde sange, triumferende sange om den nye verden. Vi fejrer nadver, og den ene efter den anden sætning i nadverliturgien minder os om det:

”Vi forventer hans komme i herlighed.”

”Lad os ved hans kærlighed vokse i enheden med alle troende og samles med din menighed, når du fuldender den i dit rige.”

”Komme dit rige”

Og det gør vi altså samtidig med, at vi ligesom Noa og hans familie er almindelige samfundsborgere i Danmark. Vi spiser og drikker og gifter os og går på arbejde og blander os i politik og byforbedring og fodboldklub og skolebestyrelse.

Samtidig med at vi bygger med på arken i teenklub, ældrecafé, missionshus, bibelkreds, kristendomskursus og aftener for enlige.

For, som Paulus skriver i Fil: ”Vort borgerskab er i Himlen”. (3, 20) Vi har det, man ellers ikke må have i DK: dobbelt statsborgerskab.

Og kan I se, hvordan det hele så hænger sammen? Den, der tilhører Kristus, har dette dobbelte statsborgerskab. Guds rige er allerede til stede midt i blandt os. Man kan også læse: ”Indeni jer”. Riget er allerede hos os og indeni os, som en skjult virkelighed, der på bundlinjen bestemmer retningen for vores liv.

Det er sådan, det hænger sammen i Jesu ord: Hvis du skal være den, der på den yderste dag, ikke går ned fra taget eller fra marken for at hente dine ting, men følger med i samme nu, hvor Menneskesønnen er der, så må riget allerede være en virkelighed for dig forinden. Så må det allerede nu være indeni dig. Som håb og længsel og tro.

For til den tid er det for sent. Guds rige begynder nu. Det evige liv begynder nu. Ellers begynder det aldrig. Og det bliver kun til evig død.

”Dette er det evige liv, at de kender dig den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”

Forleden tirsdag, debatten mellem mig og en ateist. Og det er for ham, som for alle ateister: Vi vil se det, før vi tror på det. Man forstår dem. Det ligner den tvivl, der fra tid til anden plager en del af os – se det, før vi tror det.

Men Jesus siger: Du må tro det, før du kommer til at se det. Hvis du en dag vil se det, så må du tro det nu, før du ser det.

Så derfor kommer vi herhen i arken igen og igen. Fordi vi ved, vi har brug for at blive mindet om vores himmelske borgerskab. Ellers sner det bare til. Du og jeg er jo ikke bedre end Lots hustru, der så sig tilbage. Vi har den samme trang til at se os tilbage. Til at hænge fast i dette liv, lige så stille og umærkeligt rette alle vores forventninger og længsler mod dette liv. Men Jesus siger: Den dag giver det ingen mening mere at holde fast på eller vende tilbage for at hente det, du har samlet i dette liv. Så øv dig i at give slip på det nu. ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.”

Der er mange måder at øve sig i det på. Men øvelsen kræver en vedvarende påmindelse om mit himmelske borgerskab, vedvarende at synge det op i vores sind, bede og lytte det ind i vores bevidsthed. Derfor kommer vi her. Du og jeg er jo bare nogle meget gennemsnitlige mennesker, som har hoved og hjerte dybt begravet i udfordringer på jobbet, udfordringer på gymnasiet, udfordringer med børnene, udfordringer med ryggen, med sexlivet, med stres, med hussalg, husspektakler og husbond.

Hvor har vi brug for at komme her og få frisket bevidstheden om det himmelske borgerskab op.

Og hvor har vi brug for at komme og blive mindet om hemmeligheden i det skjulte gudsrige, som allerede er her nu, midt iblandt os.

Hemmeligheden er Jesus selv.

Det må have været en voldsom provokation for farisæerne, at Jesus svarede dem på denne måde.

De spurgte ham: Hvornår kommer Guds rige? Det spørgsmål var levende blandt jøderne. Og de havde forskellige forslag til svar. Men det, Jesus svarede, faldt ikke i tråd med noget af det. Guds rige er midt i blandt jer. Eller ligefrem: indeni jer.

Hvordan kunne han sige det? Hvordan indeni? Hvordan midt iblandt jer? I kraft af hvad? Jeg tror, de fattede mistanke. Mon han mente: fordi jeg er midt i blandt jer?

Den mistanke var der god grund til. For Jesus havde også fortalt flere lignelser om gudsriget, der groede frem allerede nu i tiden, og det var svært at undgå mistanken om, at det også – på en skjult måde - handlede om ham, om hans tilstedeværelse midt i verden.

Det var jo vildt provokerende. At Jesus hængte gudsriget op på sig selv. Til sidst blev han jo også hængt op for at sige det. Han blev korsfæstet for påstanden om at være selve gudsrigets inderste hemmelighed.

Hvad de ikke vidste var, at da han hang der, da åbnede døren til gudsriget sig for alvor. Fra hans korsoffer begyndte Gud på en helt ny og radikal måde at se i nåde til ikke bare den retfærdige Noa, men til alle som vil gå ind i arken. ”Først skal Menneskesønnen lide meget og forkastes af denne slægt”. Det lignede den store fiasko for det gudsrige, Jesus proklamerede. Men det var begyndelsen. Det var fødslen. Det blev født i blod. Offerblod.

Og dét er jo en kæmpetrøst for os alle sammen. For hvor det dog tit halter med os. Vi halter af sted med vores kristendom, med vores tro. Al ting skulle være så meget bedre med os. Vi slæber os herhen søndag formiddag og tænker: Jeg håber ikke, nogen ved, hvordan jeg virkelig er… Men det gør Menneskesønnen. Og du finder nåde for hans øjne pga hans lidelse og forkastelse, og du går ind i arken igen – og synger med på fædrelandssangene, vores kommende fædrelands sange.

Og kender du den der følelse af et mærkeligt sus gennem kroppen, når du sidder der og synger? Kan det ikke ske for dig, at du kom uden forventning sådan en ganske almindelig søndag morgen - og så gribes du pludselig i et øjeblik. Af en dyb ro, en fred, en hvile. Her er godt at være.

Riget, som er skjult i verden,
stiger frem i lys og lovsang!

Formand Broderkredsen

John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk

Indmeldelse

Ring eller skriv til:
John Aaen
Strandvejen 99 A
9970 Strandby
Tlf. 3513 5114 mobil: 2241 1402
john.aaen@strandby.dk