Dueflaget
I 1867 stiftedes på britisk foranledning "The Bethel Union", en forening af kristne skibsførere af forskellige nationaliteter og trosretninger. De forpligtede sig til gensidigt at holde gudstjenester for deres mandskab ombord på deres skibe, og til at gøre et kristeligt arbejde for alle søfolk, når de lå i havn.Formålet var at udbrede evangeliet blandt havets folk. Alle disse skippere førte det såkaldte Bethelflag, som blev hejst når der var gudstjeneste ombord ,og når skibene lå i havn. Så havde man et kendetegn, så man kunne være til gensidig åndelig hjælp og berigelse for hinanden. Der var en del norske kaptajner i denne forening. På foranledning af den norske kaptajn Niels Steen, skilte de sig imidlertid ud, og dannede i 1882, "Den skandinaviske Broderkreds". Dens medlemmer, som i løbet af kort tid talte 200, førte også et Bethelflag, men da kaptajn Steen omkom i 1884 under en storm på Atlanterhavet, døde foreningen faktisk med ham. "Den skandinaviske Broderkreds" havde imidlertid været til så stor velsignelse, at sagen ikke kunne dø.
I disse år fejede der en stor vækkelse hen over havene, som bl.a. havde et af sine brændpunkter i den engelske havneby Cardiff. Under en storm i Februar 1885 lå en flåde af norske skibe som vinddrivere i Cardiff, hvor de kristne kaptajner kom sammen til opbyggelse og bøn, og her stiftede man, på foranledning af den norske sømandspræst Birger Hall – Broderkredsen på Havet i nær tilslutning til Sømandsmissionen og den lutherske bekendelse. Ved den lejlighed blev man også enige om et flag. Det er blåt med en hvid due, der har et grønt blad i næbbet og omgivet af en rød kant.
Dueflaget eksisterer den dag i dag, og kan føres af Broderkredsens medlemmer.